Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Friis, Johan, 1494-1570, Kongens Kansler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Adelen i Sjælland; men endelig lykkedes det ham over Møen, i en
Baad, at undslippe til Tyskland, og han naaede da ogsaa omsider
til Wittenberg. Der blev dog ikke noget af Studeringer; thi snart
rejste han til Leipzig og der fra til Gera, hvor han traf Christian III’s
tyske Kansler, Wolfgang Utenhof, og med denne fulgte han da
tilbage til Holsten. Der blev nu Spørgsmaal om, hvorvidt han
kunde indtræde i Kongens Tjeneste, eftersom han havde svoret
Grev Christoffer Troskab; men da man formente, at Greven ikke
havde holdt, hvad han havde lovet ham, erklæredes F. for frigjort
fra sin Ed. Kort efter gik han med Utenhof som Kongens
Afsending til Hamborg for at underhandle med Lybekkerne om Fred.
Vi vide ikke med Vished, naar F. har overtaget Forretningerne
som Kongens Kansler. Men i ethvert Tilfælde fik han snart dette
vigtige Embede, som han ved sin Personlighed og Forholdenes Magt
hævede til en større Anseelse, end det forhen havde haft, i det
Kansleren som saadan nu blev Medlem af Rigets Raad, hvad han
ikke før havde været, og derved stilledes friere over for Kongen.
I hele Christian III’s og en god Del af Frederik II’s Regeringstid
beklædte F. dette Rigsembede. Det var dog først, efter at
Krigsbulderet var ophørt, og der var kommen Fred i Landet, at
Kansleren ret fik Lejlighed til at udfolde sin Virksomhed; thi nu blev
han en vigtig Medhjælper for Christian III i hans Bestræbelser for
at bringe Kirkerne, Universitetet og Skolerne paa Fode igjen i
luthersk Stil. Var end Kanslerens Indflydelse maaske mindre i
den første Tid efter Freden paa Grund af de mange tyske Mænd,
som Kongen endnu var omgiven af, saa steg den dog efterhaanden
mere og mere. F., der saa længe havde opholdt sig paa Gottorp,
var vistnok et forsonende Element mellem de to Nationaliteter, der
stode meget skarpt over for hinanden i Christian III’s første Tid.
I Reformationssagen stod F. afgjort paa luthersk Grund, men uden
fanatisk Iver. Sindighed og Ro synes i det hele at have præget
hans Væsen og Embedsførelse. Kun i et enkelt, men ganske vist
meget væsentligt Forhold optraadte han jævnlig med en Skarphed,
som næppe var gavnlig, nemlig i Forholdet til Sverige, hvis Konge,
Gustav Vasa, derfor fattede et Nag til ham, som aldrig forsvandt,
og som var uheldigt for Rigernes indbyrdes Forhold.
Ved Universitetets Gjenoprettelse 1537 blev F. dets «øverste
Konservator» eller Kansler, en Virksomhed, der dog ikke har
efterladt sig mange Spor, i alt Fald ikke før henimod Slutningen af
Christian III’s Tid. Personlig skjænkede han 1555 Universitetet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
