Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frydendahl, Peter Jørgen, 1766-1836, Skuespiller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
interesserede sig for den unge Mand og ikke kunde ane, i hvilken
Retning dennes Evner gik, tildelte derfor ham, ligesom Tilfældet
var med de fleste andre Debutanter, en Elskerrolle. F. betraadte
Bræderne første Gang 7. Dec. 1786 som Belcour i Vestindianeren»,
men Debuten var ikke heldig, hans Fremtidsudsigter ved Scenen
alt andet end lyse. Man fandt – ikke med urette –, at den høje
og slanke Debutant var alt for stiv og pertentlig i sit Væsen som
Elsker, at der manglede Sjæl og Varme i hans Diktion. Efter at
have udført en mindre Rolle i «Henrik IV’s Jagt» fik han 12. Jan.
1787 sin anden Debut som Charles i «Bagtalelsens Skole», men
vandt heller ikke Bifald her og stod paa Nippet til at afskediges;
at han alligevel blev, skyldtes nærmest den Omstændighed, at man
just da havde Brug for ham til Smaaroller, og af disse fik han da
ogsaa hele 28 i 1787, hvoriblandt 9 Holbergske som f. Ex. Asverus
i «Ulysses», Apothekerens Dreng og Apothekersvenden i «Gert
Westphaler», Pandolfi Aand i «Melampe», Gothard i «Barselstuen»
og Barberen i «Den stundesløse». Det næste Aar begyndte han
at spille en Del Leander-Roller, i hvilke han dog heller ikke kom
ud over det konventionelle, og det var først som Rudolf i «Jægerne»,
at han samme Aar begyndte at tildrage sig enkeltes Opmærksomhed,
men endnu var han alt andet end velset af Publikum, hvorom
hans Øgenavn «Jammerdal» afgiver det bedste Bevis. Ihvorvel
han kom godt fra sin tredje Debut 22. Jan. 1787 som Marlow Søn
i «Fejltagelserne», som Florian i «Den sværmende Filosof» havde
vist sine Evner som Sanger og samme Aar første Gang havde spillet
Officeren i 4. Akt af «Barselstuen» – senere en af hans mest
glimrende Præstationer –, stod han dog stadig paa Nippet til at
afskediges, og først i 1792 fik Direktionen Øjnene op for, hvad der
boede i den unge Mand. Som Samuel Smith i «Indianerne i England»
vandt han vel stort Bifald, men det var dog for intet at
regne mod den Lykke, han nogle Maaneder senere gjorde som
Bræger i «Indtoget». Rollen blev ham tildelt, fordi han kunde
synge, men da man 26. Febr. 1793 fik hans mageløse Landsbydegn
at se, turde ingen mere benægte hans Evner baade som Skuespiller
og som komisk Sanger. Og dog stod Theatret netop ved det
Tidspunkt Fare for at miste ham. Misfornøjet over ikke at have faaet
den Gageforhøjelse, der var ham lovet, tog han sin Afsked og fik
Plads hos Warnstedt, der ved Theatret var bleven afløst af Grev
Ahlefeldt, som Sekretær paa et af hans holstenske Godser. Nu
først mærkede Theatret Tabet af F., thi der var ingen til at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
