Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frydendahl, Peter Jørgen, 1766-1836, Skuespiller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
indtage hans Plads i Syngestykkerne; men heldigvis afløstes Ahlefeldt
allerede 1794 af Kammerherre Hauch, og ved Aarets Slutning
ansøgte F. da om paa ny at ansættes ved Theatret.
Efter at være ansat med sin gamle Gage af 300 Rdl., dog
med et Tillæg ved Sæsonens Udgang af 100 Rdl., optraadte han
igjen i Febr. 1795 og fik i dette og i det paafølgende i Aar ved
forskjellige Roller Lejlighed til at vise, hvor betydelig en Kraft
han var for den danske Scene. Den første af disse var Stødvel i
«Apothekeren og Doktoren», hvori han afløste Musted. Man troede
ikke, at det var den samme Rolle, man nu saa; i den Grad havde
F. forstaaet at udstyre den gamle Apothekerfigur med en Række
genialt-komiske Træk. Saa gav han som Christian II i «Dyveke»
et fortræffeligt Billede af den mørke og myndige Konge; og som
Afløser af Schwarz i Grev Klingsbergs Rolle i «Ringen Nr. 2» viste
han, hvilke sjældne Anlæg han besad, hvor det gjaldt at spille
Anstandskavalleren. Samtidig hermed spillede han Roller som Grev
Almaviva i «Barberen i Sevilla» og Stig Andersen i «Niels Ebbesen»
og gjorde med Major v. Schreckenfeldt i «Medbejlere»
Begyndelsen til det rige Galleri af Militærpersoner, som han senere
forstod at variere i det uendelige. Og dog, til Trods for alt dette,
havde han stadig Modgang ved Theatret at kæmpe med. Dels
laa dette i, at hans første uheldige Aar endnu ikke helt kunde
glemmes af et uforstandigt Publikum, dels forskyldte han det selv
ved den maaske lidt overdrevne Fornemhed, hvormed han holdt
sig borte fra sine Kunstbrødre, blandt hvilke der just ikke herskede
den fineste Omgangstone. «Greven» kaldte man ham spotvis ved
Theatret, og mange af Kollegerne havde Tilbøjelighed til at se ham
over Hovedet, fordi han ikke var Student; men han forstod altid
at holde dem i Tømme ved sin nonchalante Overlegenhed og ved
en Slagfærdighed i Replikken, for hvilken man med rette var bange.
Det var i øvrigt ikke uden Grund, man kaldte ham «Greven»,
thi der var virkelig noget meget fornemt udbredt over hans Person.
Den tidligere saa slanke unge Fyr havde udviklet sig til en Mand
med en imponerende, velbygget Figur; det mørkebrune, krøllede
Haar omrammede et Ansigt med ædle, intelligente Træk, en let
krummet Næse og et Par klare, spillende Øjne; Legemets Bevægelser
vare frie, utvungne og fulde af Anstand, og til alt dette kom et
Minespil, der ved den ubetydeligste Nuance var i Stand til helt at
forandre hele Karakteren af Fysiognomiet. Han stillede den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
