Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frydendahl, Peter Jørgen, 1766-1836, Skuespiller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Beaumarchais i «Clavigo», 1810 Sir Peter Teazle i «Bagtalelsens
Skole», Præsidenten i «Hververne», 1811 Michel Angelo i «Correggio»,
Titelrollen i Operaen «Don Juan», Grev Almaviva i «Figaros
Giftermaal», Armand i «De to Dage», 1816 Amtmanden i «Jægerne»,
Jacob i «Joseph og hans Brødre i Ægypten», 1817 Arv i
«Abracadabra», 1818 Grev Gert i «Niels Ebbesen», 1819 Figaro i «Figaros
Giftermaal», 1821 Erik i «Erik og Abel», Bartholo i «Figaros Giftermaal»,
1822 Kommandanten i «Don Juan», Bartholo i Operaen
«Barberen i Sevilla», 1824 v. Kalb i «Kabale og Kjærlighed»,
1827 Vinter i «Et Æventyr i Rosenborg Have», Pryssing i
«Recensenten og Dyret», Polonius i «Hamlet», Marinelli i «Emilie
Galotti», 1835 Buurmann i «De uadskillelige». Det er vanskeligt at
tænke sig et mere varieret Repertoire, og klart er det, at F. ikke
har været lige stor i alle disse Roller. Hvad der laa uden for
Kunstnerens Omraade, var at give en Rolle med sværmerisk, erotisk
Anstrøg, og naar der i de store tragiske Roller udkrævedes Pathos,
blev han, denne fuldblods Repræsentant for Naturligheden, unaturlig
og usand. Ogsaa hans eminente Evner havde deres Begrænsning. Som han
var en samvittighedsfuld Kunstner, var han ogsaa en
smagfuld Kunstner, men ikke altid var han i Stand til at lægge en
Dæmper paa sit alt for rigt strømmende Lune eller paa sin Trang
til at udstyre Rollen med et af sine egne vittige Indfald. Derfor
kunde han af og til chargere, navnlig naar han spillede den jævne
Almuesmand, og af den Grund kunde han til sine Tider i Rollen
indflette en Bemærkning, der vel vakte Tilhørernes Latter, men
ikke bestandig var i den rette Karakter. I 1816 blev F. Instruktør
ved Theatret efter Schwarz’ Afgang, men i denne Post udrettede
han ikke stort. Hvad Skuespillenes Iscenesættelse angik, lod han
det gjærne gaa, som det bedst kunde, og som Instruktør for de
unge var han mere det fuldendte Mønster, de kunde efterligne,
end Læreren, som var i Stand til at fremhjælpe de hos hver enkelt
værende Evner. Baggesen, der kalder ham «den største nulevende
komiske Skuespiller i Evropa», bemærker om ham: «Det karakteristisk
ypperlige i F.s Forestilling af komiske Originaler, især i
Livroller, er den næsten ubegribelige Fuldendelse af alle de mindste
Træk og den fuldkomne Sammenhæng imellem alle Momenter i en
let, som af sig selv frembølgende Glathed, der giver endog det
barokke Gratie og gjør Karrikaturen selv til Ideal. Han spiller
ikke saa meget sin Rolle, som Rollen synes at spille ham.» Og
om F.s Spil i modbydelige, frastødende Roller skriver Baggesen:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
