Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Goldschmidt, Meïr, 1819-87, æsthetisk og politisk Forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Frankrig og opholdt sig ogsaa senere gjentagne Gange og for
længere Tid i Udlandet, mest i London og Rom. Fra 1863 af
tog et omfangsrigt, over mange Felter spredt æsthetisk Forfatterskab
sin Begyndelse: 1863-65 3 Bind «Fortællinger og Skildringer»,
1865 «Dagbog fra en Rejse paa Vestkysten af Vendsyssel og Thy»,
1866 «En Hederejse i Viborgegnen» og Fortællingen «Arvingen»,
1867 «Kjærlighedshistorier fra mange Lande», «En Roman i Breve»,
«Den vægelsindede paa Graahede» og «Ravnene, 1868-69 «Smaa
Fortællinger», 1873 «Avrohmche Nattergal». Det kan med nogen
Beføjelse siges om disse Arbejder, at jo mindre de ere af Indhold,
des lødigere og vægtigere ere de. I den lille Komposition er G.
en Mester som faa; hver saadan Fortælling eller Skildring – ikke
mindst de med jødiske Æmner, saasom «Maser», «Levi og Ibald»,
«Avrohmche» – er en Diamant, funklende af Aand og i en
Indfatning af den finest ciselerede Stil. Hvor Handlingen skal
omspænde et helt Liv eller en mere indviklet Skæbne, vil man aldrig
læse hans Fremstilling uden et Udbytte af aandrige Iagttagelser og
inciterende Tanker, men Traaden kan her stundum spindes for
tyndt ud eller Livets sunde Naturlighed forflygtiges. Mellem hans
to største Arbejder, «En Jøde» og «Hjemløs», og de mindre Billeder
indtage «Arvingen» og «Ravnen» en Overgangsplads, sammensatte
og dog overskuelige af Komposition, Virkelighedsæmner med
Rod i Tid og Land, men tillige paa en ejendommelig Maade
knyttede til et fantastisk Element, en Forening, der gjennemstrømmes
af Nemesistanken som af det livbringende Aandepust.
I 2. Del af «Livserindringer og Resultater» (1877) har G.
videnskabelig villet begrunde sin Nemesislære og føre dens Udspring
tilbage til saa tidlig en Kultus som den ægyptiske Gudsdyrkelse,
en Undersøgelse, der af Fagmænd er bleven stemplet som aandfuldt
Dilettanteri, ligesom ogsaa hans Fortrolighed med jødisk Theologi
er bleven bestridt fra den mest kompetente Side. Læren staar og
falder imidlertid ikke med Beviset for sin Ælde, og at den
indeholder frugtbare Impulser til digterisk Beskuen og Indtrængen, er
G.s poetiske Forfatterskab Vidne om, ligesom dens ethiske Værd
for Samvittighedernes upper ten thousand er ubestridelig; thi hos
Hoben vil den Agtpaagivenhed, der er en af dens Hovedfordringer,
ikke kunne forudsættes. Nemesis er Selvkritik, aabent Øje for
Jegets Overensstemmelse eller Mangel paa Overensstemmelse med
den skjønne, lovbestemte, retvejende Orden, som danner Livets
Helhed, Opmærksomhed for, at man ved hvert Skridt «træder paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
