Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grundtvig, Nicolai Frederik Severin, 1783-1872, Præst og Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
I Julen 1809 skrev han Digtet «Julefesten», i hvilket han
formanede de danske Præster til at være Tolke for Christi rene Lære,
og 17. Marts 1810 holdt han, for efter sin Faders Ønske at blive
Kapellan i Udby, Dimisprædiken i Regenskirken. Da han, halvt
af ungdommelig Forfatterforfængelighed, halvt for at glæde sin gamle
Fader, lod denne Prædiken trykke under Titelen: «Hvi er Herrens
Ord forsvundet af hans Hus?», indgav en stor Del af Hovedstadens
Præster en Klage til Kancelliet, fordi de i hans Ord fandt en
Krænkelse af hele Præstestanden, og de ivrigste ventede endog at faa
hans Navn strøget af Kandidatlisten. Han slap imidlertid med at
modtage en Irettesættelse i Konsistorium, og til denne blev der
knyttet et Haab om, at han herefter «med varsom Forsigtighed og
ædel Beskedenhed» vilde gjøre den værdige Brug af sine Talenter,
som Fædrelandet og Kirken vare berettigede til at vente. Men medens
den unge Prædikant saaledes stod Skoleret, gik hans djærve
Prædiken rundt blandt de opvakte i Danmark, Norge og Tyskland, og
Jung-Stilling skrev i sit Tidsskrift «Der graue Mann»: «Denne
fortræffelige Yngling gad jeg trykke til mit Hjærte». G. saa dog snart
selv, at som ,Digteren tidligere havde været forud for Mennesket,
havde Prædikanten været det her. Hans Dimisprædiken var et
Værk af religiøs Begejstring uden tilsvarende religiøs Erfaring, og
der forestod ham en haard Kamp, før han med fuld personlig
Sandhed kunde aabne det «Korstog», han drømte om.
En Aften i Efteraaret 1810, som han sad i sin Stue paa Valkendorfs
Kollegium og læste i Kotzebues Preussens Historie, stødte han
paa en Udtalelse om «det visne Kors», som i høj Grad vakte hans
Kamplyst. Han kastede i dyb Forargelse Kotzebues Bog hen ad
Gulvet, og nu kom der nogle Uger, i hvilke han «for Alvor» læste
Bibelen, især det gamle Testamentes Profeter, Luthers og Kingos
Salmer. I Forordet til «Nytaarsnat eller Blik paa Kristendom og
Historie», som han overrakte sin Fader paa hans Jubeldag (5. Dec.
1810), udtaler han, at han vil stille sig paa Randen af det bundløse
Svælg, som Tidsalderen i sin Blindhed gaar i Møde, og vise Tiden
dens eget Billed, oplyst af to luende Blus: Herrens Ord og de
forbigangne Tiders Vidnesbyrd. Bogen slutter med en Julesalme, der,
som han senere beskedent sagde, kun var et Suk efter Salmetonen.
Men midt under Korstogsdrømmerierne blev han med ét
sønderknust ved de Spørgsmaal: Er du selv en Kristen? Har du selv
dine Synders Forladelse? De faldt paa hans Hjærte som Stene og
Klipper og bragte ham til Vanviddets Rand. I mørke Dage og lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
