Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grundtvig, Nicolai Frederik Severin, 1783-1872, Præst og Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nye Hymner. Pinsesalmerne ere hans ejendommeligste Bidrag til
Salmedigtningen, og hans kirkelige Sang har samme Grundpræg
som hans Prædiken; ogsaa som Salmist fører han i Regelen Menigheden
op paa Vidderne, skjønt han, hvad mange subjektive Salmer
vise, ingenlunde er ude af Stand til at følge den enkelte Sjæl i
dens Kamp mod Verden og dens Fristelser.
Da G. vendte hjem fra sin tredje Englandsrejse (1831), havde
J. C. Lindberg begyndt at holde gudelige Forsamlinger i sin Stue
paa Kalkbrænderiet, men G. holdt sig tilbage fra disse, fordi han
haabede at faa Lov til at samle en fri Menighed. Først da
Kancelliet bestemt havde afslaaet hans Ansøgning om Tilladelse til at
danne en saadan, gav han (12. Febr. 1832) Møde i Kalkbrænderi-Forsamlingerne,
og nu blev Lindbergs Lejlighed snart for lille.
Derfor blev der lejet et Loftsrum paa Christianshavn, men inden
Forsamlingerne kunde begynde der, fik G. Frederiks tyske Kirke
overladt til Aftensangstjeneste, og i 7 Aar samlede han en fast
sluttet Kreds om sin Prædikestol; men han kunde hverken række
sine Tilhørere Nadveren eller døbe og konfirmere deres Børn.
I denne Fripræstetid arbejdede han især ivrig paa at vække Sansen
for Religionsfrihed og kirkelig Frihed inden for Statskirken. Han
foreslog Edsformularen ændret og Eden indskrænket til Vidne- og
Troskabsederne, og Staten burde efter hans Mening nøjes med at
kræve en borgerlig Trolovelse ved en af Statskirkens Præster, men
overlade den kirkelige Velsignelse til dem, der virkelig satte Pris
paa denne, og som Kirken med god Samvittighed kunde velsigne.
I Sognebaandets Løsning og i Præstefrihed saa han den lempeligste
Udvej af det kirkelige Uføre i Statskirken. Ved Præstefriheden
skulde den dogmatiske og liturgiske Frihed, som Regeringen i
den rationalistiske Tid havde begunstiget, gjøres lovmæssig, saa at
Præsterne herefter kun skulde love «at forvalte Sakramenterne med
Indstiftelsens Ord og at lære efter den hellige Skrift og at pryde
Lærdommen med Tugt og gode Sæder». Disse kirkelige Frihedstanker,
der vare modnede hos ham under de engelske Rejser, udsprang af
den Grundbetragtning, at en Statskirke «simpelt hen er en Statsindretning
(establishment), som Regeringen har Lov til at ende og vende
efter eget Tykke», naar kun Samvittighedsfriheden, Religionens øverste
Grundsætning og alle Borgeres utabelige Ret, bliver holdt i Ære.
Da han 1838 forgjæves havde søgt om Tilladelse til «indtil
videre» at holde Altergang med sine Tilhørere og en Gang aarlig
konfirmere deres Børn, fulgte han en Opfordring fra Frederik VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
