Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hans, 1455-1513, Konge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
meget kort Tid, sin egen Søn opdrage i et borgerligt Hus, men
ogsaa hans Love vidne om hans Iver for at bringe Orden og
større Retssikkerhed i mange Forhold. De højere Stænder vare
ham ikke ubetinget gunstig stemte. Kirken frygtede, især i hans
tidligere Aar, for Overgreb; verdslige Klosterforleninger bleve
hyppigere, og under de store Stridigheder, som Ærkebiskop Birger
havde med det skaanske Aristokrati, mærker man ikke noget til
Kongens Indgriben; tvært imod søgte han selv at gjøre Kronens
Ret til Ærkestolens vigtigste Ejendom, Øen Bornholm, gjældende,
hvilket dog blev afværget. Ogsaa Adelen viste sig af og til
misfornøjet. Strax efter Ditmarskertoget skulle Rigshofmesteren Poul
Laxmand og flere Adelsmænd have brugt ærerørige Udtryk om
Kongen, ja beskyldtes endogsaa for at være traadte i Forbindelse
med Sverige. I det hele taget optraadte H. ved enkelte Lejligheder
med Kraft mod ustyrlige Adelsmænd. Hans Adfærd mod
Poul Laxmand, der efter at være bleven myrdet blev anklaget for
Højforræderi og Majestætsforbrydelse, og hvis Godser alle
konfiskeredes, kastede ikke uden Grund en Skygge paa Kongens
Karakter, selv om Poul Laxmand maaske ikke har været helt uskyldig.
Ogsaa flere andre Adelsmænd, som Rigsraaden Niels Hack og den
norske Rigsraad Knud Alfsen, bleve dræbte, uden at der fulgte
Straf efter. Vel er der ingen Grund til at anse Kongen for
delagtig i disse Mord; men hvor stor Adelens Forbitrelse herover var,
viste sig i de Klager, der efter hans Død fremførtes over, at
Haandfæstningen i mange Punkter var overtraadt. I Danmark hævedes
hans Minde imidlertid snart ved Sønnen Christian II’s egenmægtige
Færd, og man begyndte at se hen til Faderens Regeringstid som
den gode gamle Tid, og han selv kom, maaske i højere Grad, end
det i Virkeligheden var Tilfældet, til at staa for Erindringen som
den milde og godmodige Fyrste i Modsætning til Sønnen. Hertil
kom hans Jævnhed i Omgang, hans Danskhed som den første
indfødte Konge siden Valdemar Atterdag, hans Interesse for Musik
og lignende Adspredelser. Til Trods for alt dette sporer man dog
allerede i hans Regeringstid adskillige Træk, der henlede Tanken
paa Sønnen; men det er endnu kun den ringe Begyndelse; Nytidens
store Krav havde endnu ikke ret gjort sig gjældende, og i det hele
holdtes Uretfærdigheden og Vilkaarligheden nede ved Faderens
medfødte Godmodighed, hvorom ogsaa de billedlige Fremstillinger, man
har tilbage af Kongen, bære Vidnesbyrd. – I Sverige derimod
bedømte man Kong H. strængt; man klagede over Troløshed og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
