Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hartmann, Johan Peter Emilius, f. 1805, Komponist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
«Valkyrjen» (Op. 62), opført 13. Sept. 1861, der giver et glimrende
Billede af Vikingelivet, og som modtoges med stormende Begejstring
og har oplevet en Række Forestillinger. Ved Musikken til «Valkyrjen»
havde H. godtgjort sin ubestridelige første Rang paa dette
Omraade; men en endnu større Opgave var ham forbeholdt. Efter
faa Aars Forløb, i hvilke der fra hans Haand foreligger Kantate
ved Indvielsen af Studenterforeningens Bygning (1863), den gribende
Sørgekantate over Frederik VII (1863), Koncertouverturen «En
Efteraarsjagt» (1864), Kantaten ved Indvielsen af Universitetets Solennitetssal
(1866), opførtes 21. Febr. 1868 den store Ballet «Thrymskviden»
(Op. 67), hvori selve den nordiske Gudeverden er fremstillet,
et grandiost Sujet, som vistnok kun faa turde binde an med.
En overordentlig Rigdom paa Ideer er nedlagt i denne Musik, som
tillige med «Valkyrjen» gjør H. til den ejendommeligste og største
Balletkomponist, Verden har kjendt.
Herefter fulgte i 1871 2 Kompositioner, der danne en karakteristisk
Modsætning til hinanden, nemlig den yndige og friske
«Foraarssang» for Kor og Orkester (Op. 70) med sin for den
66aarige Komponist saa betegnende Strofe: «Aldrig er Ungdomstiden
forbi» og «Davids 115. Salme» for Soli, Kor og Orkester med
den paafaldende Vexlen mellem gammel Kirkestil i Indlednings- og
Slutningskoret og dyb, gribende Mystik i Mellemstykket («De døde
kunne ikke love Herren, de nedfare i Stilheden»). Denne Mystik,
der oftere kan spores i hans Værker, saaledes f. Ex. i Slutningskoret
af «Dryadens Bryllup», faar et endnu prægnantere Udtryk i
«Vølvens Spaadom» for Mandskor og Orkester (1872), et Værk ikke
stort af Omfang, men af saa tankevægtigt Indhold, at det maa
anses for det genialeste af hans Toneværker i oldnordisk Retning.
«Arkona» (1875), hans sidste Balletkomposition, er, trods mange
fortrinlige Momenter, sammenlignet med de 2 foregaaende Balletter,
af svagere Virkning og vandt heller ikke det Bifald som disse.
Ligesom Studenterverdenen drog ogsaa Universitetet ham til
sig. Allerede i 1848 havde han komponeret Heibergs Kantate til
Universitetets Sørgefest over Christian VIII, og foruden den tidligere
nævnte fra 1866 komponerede han tillige en Kantate ved Universitetsfesten
i Anledning af Kronprinsens Formæling (1869). Ved sit 50
Aars Jubilæum som Organist i 1874 kreeredes han til Æresdoktor.
Sin Tak for den ham beviste Hæder ydede han i den store og
aandfulde Kantate til Text af Ploug ved Universitetets 400 Aars
Jubelfest (1879), i Reckes Kantate til Kongens Fødselsdag (1888) og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
