Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hauch, Johannes Carsten, 1790-1872, Digter og Zoolog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Den anden Hovedside af H.s Forfatterejendommelighed aabenbarer
sig i hans historiske Dramer. H. var af Natur en lidenskabelig,
kæmpende Aand, og dette, i Forbindelse med de bitre Smerter,
under hvilke hans Digterbegavelse var brudt igjennem,
drog ham mod Saadanne af Historiens Optrin, hvor store Skæbner
og store Viljer stødte sammen. Derfor blev «Bajazet», det første
af hans historiske Dramer, efterfulgt af Værker som «Tiberius»,
«Gregorius VII», «Carl V’s Død» (1831), «Maastrichts Belejring»
(1832), «Julian den frafaldne» (1866). Fra vor egen Historie har
han hentet Stoffet til 2 Dramer: det allerede omtalte «Svend Grathe»
(1841) og «Marsk Stig» (1850). I sine senere Aar udgav han
flere dramatiske Arbejder uden synderlig poetisk Værdi («Et Æventyr
i Ørkenen», 1855, «Henrik af Navarra», 1863, o. fl.); af dem
gjorde «Kongens Yndling» (1858) – bygget over et Æmne fra
Christian IV’s Tid – en Del Lykke paa Scenen paa Grund af sin
nationale Karakter og en fortrinlig Udførelse. – Skjønt H.
efterhaanden fik mere Magt over den dramatiske Form, blev han dog
aldrig en Mester i den. Kun faa af hans Arbejder for Scenen
have slaaet rigtig igjennem. Det største Antal Opførelser naaede
det allerede nævnte «Tycho Brahes Ungdom» (1852) og «Æren
tabt og vunden» (1851), der skildrer en Episode fra Gustav
Adolfs Tog i Tyskland, et Æmne, der maa have haft noget
fængslende for H., da han ogsaa har behandlet det i et Digt,
«Tvekampen».
I 1834 slog H. med Romanen «Vilhelm Zabern» ind paa en ny
Digtform. Baade denne og de følgende Romaner: «Guldmageren»
(1836), «En polsk Familie» (1839), «Slottet ved Rhinen» (1845),
«Robert Fulton» (1853) og «Charles de la Bussiére» (1860), samt de
2 Fortællinger med Æmner fra Nordens Fortid: «Saga om Thorvald
Vidførle» (1849) og «Fortælling om Haldor» (1864), vise de
samme Fortrin og de samme Mangler som hans Dramer. Ogsaa her
er Kompositionen ofte temmelig løs, Fortællemaaden noget bred
og udtværet, men Tankegangen i dem er altid nobel og højsindet,
og der er i de fleste af dem Partier af meget stor poetisk Værdi;
dette gjælder da fremfor alt om de indlagte lyriske Digte. (En
samlet Udgave af hans Romaner og Fortællinger udkom 1873-74
i 7 Bind.)
Her ere vi naaede til den Del af H.s Produktion, Lyrikken,
som længst vil bevare hans Navn («Samlede Digte» I-II, 1891). Som
en Overgang til hans egentlig lyriske Digte skal først nævnes hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
