Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Heiberg, Peter Andreas, 1758-1841, Publicist, Visedigter og Skuespilforfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(1797) udgav nogle aabne Breve til ham. Disse fremkaldte et
skarpt og haanligt Modskrift fra Colbjørnsens Side, hvori ogsaa H.
fik et hvast Sideblik, fordi Riegels havde kaldt ham «sin Ven».
Riegels’ Adfærd ved denne som ved flere andre Lejligheder var
baade uklog og taktløs; thi da nu H. ansøgte om Notarposten,
indstillede Colbjørnsen saa vel som de andre Kancelliherrer ikke
H., men en Professor Olsen til Embedet. H. havde ikke kunnet
vente sig andet af Kancellipræsident Brandt og 1. Deputeret, Schou;
men paa Colbjørnsen, den erklærede Frihedsmand, der selv i sin
Tid havde opmuntret ham til at bruge sin satiriske Pen, havde han
sikkert haabet. At denne Skuffelse har fremkaldt Bitterhed i H.s
Sind, er naturligt, og at den har forenet sig med den Mistænksomhed,
som var ham medfødt og særlig udviklet under hans Livsskæbner,
er rimeligt. I de Flyveskrifter, han udgav mod sin
heldige Medbejler til Notarposten: «Suum cuiqve» og «Si tacuisses etc.»,
mærker man tydelig, at han formener, det er Colbjørnsen, der staar
bag ved det hele.
H. har paa dette Tidspunkt (Avg. 1798) følt sig stærkt trykket,
ja forpint. Olsen havde til Regeringen indgivet Ansøgning om, at
flere Translatører maatte blive ansatte, og H. mente, han havde
gjort dette ikke alene for at hjælpe paa sig selv, men ogsaa for
at skade H. i hans Brøderhverv. Hertil kom hans private Sorger.
H. tilstaar selv, at han under disse ulykkelige Forhold har taget
sin Tilflugt til farlige Stimulanser (rimeligvis Opium). Dette Forhold
forklarer den Hensynsløshed, der fra nu af kan spores i hans
Polemik, især i den berømte «Sproggranskning», hvor hvert Ord
er en rammende Pil. Det var her, han i Artiklen «Privilegier»,
benyttende sig af den bibelske Fortælling om Achab og Naboth
som et gjennemsigtigt Slør, sigtede Colbjørnsen for skammelig
Adfærd i en Sag, hvorved en Mand i Nærum mistede sin Ret til at
drive Erhverv som Krovært. Da der, efter at H.s «Sproggranskning»
havde set Lyset, blev anlagt Sag mod ham af Regeringen
for Udtalelser i dette saa vel som i andre af hans Skrifter,
derimellem Afhandlingen «Politisk Dispache» i Kvartalsskriftet «For
Sandhed», troede hele den store Del af Publikum, der var paa H.s
Side, og denne selv, at det var Colbjørnsen, der var Skyld i
Sagsanlæggelsen og paa den Maade søgte at hævne sig. H. holdt
under hele Processen Publikum à jour med Sagens Gang ved at
udgive sine Forsvarsindlæg. Først da den nye Presseforordning af
27. Sept. 1799 fremkom, saa han sig nødsaget til at standse sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
