Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Holberg, Ludvig, 1684-1754, Digter og Lærd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
«Robinson» (1719), Montesquieus «Lettres Persanes» (1721) og Swifts
«Gulliver» (1726), hvilke alle i Forbindelse med mange mindre
betydende Fiktioner af samme Art have paavirket «Niels Klim» og givet
Romanen dens noget aforistiske Form. Ligesom i «P. Paars»
udvider det vedkjendte polemiske Sigte - her mod Rejsebeskrivernes
Løgne, hist mod den episke Pathos – sig til en omfattende social
og moralsk Satire, og det ikke blot over danske, men over almen-evropæiske
Daarligheder (franske Sæder og Moder). Viddet er
rigtignok ikke saa frodigt som i H.s Ungdomsværk, den poetiske
Ramme er mere søgt og den moralske Hensigt mere haandgribelig.
Paa den anden Side griber Satiren fuldt saa dristig ind i Tidens
brændende Spørgsmaal, især de religiøse, og Forargelsen udeblev
heller ikke. Men denne Gang havde den allerede højt ansete
Forfatter den offentlige Mening paa sin Side, og Pietisterne vovede
ikke at sætte nogen Forfølgelse i Scene.
I det H. i «Niels Klim» søger at bryde alle Fordomme og al
Vanebetragtning ved at stille de tilvante Forhold paa Hovedet
og belyse dem gjennem deres Modsætning, snart gjennem Idealet,
snart gjennem Karikaturen, danner Bogen en Overgang til de kort
efter udgivne «Moralske Tanker» (1744), hvis Maal ligeledes er at
vække til Eftertanke ved at opstille Paradoxer og uvante Synsmaader
efter Montaignes og Erasmus’ Mønster. Som Filosof er H. mere
en livlig end en dyb Tænker; han hævder den praktiske Filosofi
mod Spekulationen og stiller snarere Problemerne, end han løser
dem. H. knyttede de moralske Tanker som nærmere Forklaring
til et Udvalg af sine latinske Epigrammer og fortsatte dem senere,
endnu tvangløsere og mere tilfældig, i Brevform med Indblanding
af rene Bagateller og personlige Forhold, i «Epistlerne» (I-IV,
1748-50; V efter hans Død 1754). Medens Filosofien tidligere i
et barbarisk Latin og inden for det fastslaaede aristoteliske Skema
havde bevæget sig i Kreds om tørre, abstrakte Begreber, tog den
her ganske socratisk, i let, spøgende Samtaleform paa Modersmaalet,
sit Udgangspunkt fra rent dagligdags Fænomener og førte derved
langt dybere ind i Forstaaelsen af Livet og Menneskene; men det
er intet Under, at Tiden stod noget desorienteret over for denne
pludselige Overgang: det gamle var Trivialitet, det nye syntes at
være det. Det var atter her den engelske og franske Videnskabelighed,
der med H. afløste den tyske, og fra Renæssancefilosofien
naar hans Blik gjennem Grotius og Bayle, Locke og Spinoza –
der have paavirket ham i Methoden og i Enkeltheder, men hvis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
