Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Holberg, Ludvig, 1684-1754, Digter og Lærd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
religiøse Standpunkt han bekæmper – ned til Malebranches Modifikation
af Cartesianismen, til la Bruyères populære Moraliseren og
den spirende fransk-materialistiske Retning. Skjønt H. i moderne
Aand arbejder paa at verdsliggjøre Livsanskuelsen og lægger Vægten
paa Livet over for Læren, Moralen over for Dogmet, vender hans
Filosoferen dog stadig tilbage til de religiøse Spørgsmaal, som endnu
vare Tidens store Livsinteresse. Selv er han vel nærmest Rationalist,
men ingenlunde indifferent; han hævder Tænkningen og den
religiøse Kritik deres Ret og fordrer fremfor alt Tolerance. Den
fremmede Fritænkning gjør han bekjendt, men billiger den ikke og
føler sig navnlig frastødt af dens yderliggaaende Former. I det
hele er han aldrig afgjort Oppositionsmand, men paa alle Omraader
besindig Reformator, religiøst, politisk og socialt. I det han
saaledes forsigtig beredte den gryende Tidsaand Vejen, vakte han
stor Opsigt og øvede betydelig Indflydelse uden egentlig at bryde
Tænkningen nye Baner eller blive Filosof af Fag.
Efter Christian VI’s Død tabte Pietismen sin Magt, og et
lysere Livssyn blev herskende, som bl. a. medførte Gjenaabningen
af den danske Skueplads 1747. H., som hilste denne Forandring
med Glæde, bistod ogsaa de nye Skuespillere med sin Erfaring og
førte i nogle Aar et privat Tilsyn med Theatret, uden dog at ville
indtræde i dets Bestyrelse; i Virkeligheden havde han ogsaa kun
Ærgrelse af Skuespillernes indre Strid og idelige Pengenød. «Den
politiske Kandestøber» var det første Stykke, der opførtes; men
det mærkedes snart, at Smagen var bleven forfinet og fordrede
franske Konversationsstykker. De 6 Komedier, H. nu skrev i sin
Alderdom, hævede heller ikke hans Ry. Han vendte sig bort fra
Virkelighedsskildringen til en allegoriserende og filosoferende
Retning, hvor han blev mat og blodløs («Plutus», «Sganarels Rejse»,
«Philosophus udi egen Indbildning», «Abracadabra», «Republikken»,
«Den forvandlede Brudgom»; den sidste opførtes ikke før 1882).
Her spores undertiden aristophanisk Indflydelse, medens hans
Blomstringstids klassiske Mønstre vare Terents og især Plautus.
Disse Forbilleder har han imidlertid til fælles med Molière, som jo
ubetinget har haft størst Indflydelse paa hans Digtning. Er Molière
end den dybere Aand, der trænger mere til Bunds i Sjæleskildringen,
saa ejer H. til Gjengjæld et umiddelbarere og mere ægte folkeligt
Lune, der gjør ham til alle Klassers Digter, ikke blot de dannedes.
Medens Molière lader sine sammensatte Karakterer udvikle sig for
vore Øjne, skaber H. snarere Typer i den italienske Maskekomedies
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
