Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juel, Jens Baron, 1631-1700, Statsmand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han derfor et svensk Udkast til en Traktat, som han i Dec. 1673
overbragte til Kjøbenhavn. Her fik han, sikkert efter personlige
Forhandlinger med Griffenfeld, en ny Instrux af Febr. 1674, der
tydelig viste, at dennes Tanke med hans fornyede Rejse til Stockholm
i alt Fald nu kun var den at iagttage Sveriges Handlemaade
og opvække en Frygt hos Frankrig og hos Nederlandene, som
kunde bevæge disse Magter til hver paa sin Maade at stille sig
imødekommende over for Danmark. Hans Breve fra den følgende
Tid vise tydelig hans Standpunkt. Ikke paa nogen Maade tænkte
han sig nu en virkelig Udsoning med Sverige som ønskelig eller
blot som mulig. Tydelig og bestemt saa han Danmarks Interesse
i Sveriges størst mulige Skade; det var en Grundsætning for ham,
at den Magt- og Territorialfordeling, som de sidste nordiske
Fredslutninger havde skabt, ikke burde bestaa, og at intet stadigt
Venskab kunde grundes imellem Danmark og Sverige, «inden Lykken
sætter mellem os nogen Billighed». Men paa den anden Side havde
han en kraftig Overbevisning om Danmarks Svaghed – «tro vi,
at vi ere dem bastante, ere vi skammelige bedragne», skrev han i
Juli 1674 – og om, at under en Krig en ulykkelig Hændelse kunde
blive Danmarks fuldkomne Ruin; som Følge heraf frygtede han i
høj Grad et Fredsbrud. Han var derfor en bestemt Modstander
af det Krigsparti i Kjøbenhavn, der drev paa et saadant, og han
beklagede, at han ikke havde Lov til at gaa videre i sine Tilbud
til Sverige. Han vilde ved disse ganske vist ikke opnaa noget
virkeligt Forbund, men han vilde under «et simuleret Venskab»
holde den farlige Nabo tilbage fra at bryde løs. I Dec. 1674
vendte han tilbage til Kjøbenhavn og benyttedes derpaa i
Forhandlingerne dels med den svenske Ambassadør Nils Brahe, dels
med den brandenborgske Gesandt v. Brandt.
Under den Skaanske Krig kaldtes J. til anden Virksomhed end
den diplomatiske. Men da det atter stundede til Fred, blev han
Kommissær ved Underhandlingerne i Lund fra Slutningen af Juni
1679. Vei var han ikke Chef for de befuldmægtigede – denne
Stilling var overdragen til Grev Anton af Aldenburg –, men han
spillede ubetinget en fremragende Rolle. Han var overbevist om
Fredens Nødvendighed og ansaa under de forhaandenværende
Omstændigheder Venskab med Sverige som hensigtsmæssigt, «indtil sig
bedre anlader». Derfor sluttede han sig, skjønt oprindelig frastødt
af den svenske Gesandt Johan Gyllenstjernas Trusler, snart til
dennes Tanker, der gik ud paa ikke alene at koncentrere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
