Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kierkegaard, Søren Aabye, 1813-55, æsthetisk-filosofisk-religiøs Forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til at overtage denne Opgave, staar nu tydeligt for ham. I selve
det religiøses Tjeneste kunde han da udtømme hele det uendelige
Væld af lidenskabelige Stemninger og dristige Tanker, der gjærede
i ham og næsten truede med at sprænge ham, og samtidig havde
han en ophøjet Livsgjerning: sin egen og Samtidens religiøse
Opdragelse. Med en lidenskabelig, alle endelige Hensyn tilsidesættende
Energi skred han til Løsningen og frembragte i de faa Aar,
inden han sprængtes, en Produktion, saa omfangsrig, saa
indholdsejendommelig, saa oprindelig, fængslende, æggende og vækkende,
at den vistnok inden for enhver anden Litteratur forgjæves søger
sin Lige.
Allerede i Faderens Dødsaar, 1838, havde han udgivet et lille
Skrift: «Af en endnu levendes Papirer», en Kritik af H. C. Andersens:
«Kun en Spillemand». Hvor underligt det end kan lyde,
var der mellem Andersen og K. dog ikke faa Lighedspunkter:
Ubehjælpsomheden i det ydre, det bevægede lyriske Indre, den
stærke Følelse af eget Værd, Lysten til at blive beundret og
Sorgen over ikke at være det efter Fortjeneste. Men lige saa
afgjørende var Forskjellen mellem den af Omverdenens Solskin
levende H. C. Andersen og den i polemisk-religiøs Selvstændighed
sikkert hvilende K. Betydningen af en saadan Forskjel vilde K.
slaa fast, og han hævder derfor mod Andersens Geniopfattelse:
Geniet er ikke et «Flæb»; nej, «Geniet gaar ligesom Tordenvejret
imod Blæsten». I sin Magisterafhandling: «Om Begrebet Ironi med
stadigt Hensyn til Sokrates», havde han søgt at paavise, hvorledes
den berettigede, den gjennemføre Ironi fremkommer, ved at et
endeligt, der uden videre vil gjælde for noget, bliver stillet lige
over for et uendeligt og derved belyst i sin Intethed. En saadan
berettiget Ironi fandt han, om end endnu med lidt Vaklen, hos
Sokrates, der tilintetgjorde Betydningen af al den samtidige endelige
Viden og Handlen ved at stille den lige over for den indre
Uendelighed i Individet, der er det første anelsesfulde Udtryk for
det sande Gudsforhold, for «Individets evige Gyldighed». Derimod
fandt han den tysk-romantiske Ironi uberettiget, da denne
mod Virkelighedens Endelighed kun stiller Fantasiens Uendelighed,
hvad der blot var at sætte et lavere i Steden for et højere. K.
optræder i det hele her endnu som en temmelig trofast Tilhænger
af Hegel. Endeligheden, Virkeligheden, «Verdenshistorien» har
endnu i ikke ringe Grad hans Sympathi. I Bogen om Andersen ere
hans Aands Vinger endnu uudfoldede; i Disputatsen er der hist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
