Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kierkegaard, Søren Aabye, 1813-55, æsthetisk-filosofisk-religiøs Forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Og endelig tydeliggjør K. end yderligere sine Anskuelser i
«Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift til de filosofiske Smuler
af Johannes Climacus» (Febr. 1846). At bevise eller retfærdiggjøre
Kristendommen historisk eller filosofisk – hedder det her
– er umuligt; men Opgaven er da ogsaa den stik modsatte: at
retfærdiggjøre sig selv for Kristendommen, *dvs.: at blive en Kristen,
at fastholde det objektivt uvisse i subjektiv Inderlighed. Allerede
ethisk set er Subjektiviteten, Inderligheden, Sandheden; at
bekymre sig om det ydre, Følgerne, «det verdenshistoriske», skal
man overlade til Gud. Ja, er der blot Inderlighed i Lidenskab,
da er Individet i Sandheden, selv om det forholdt sig til det
usande. Men en saadan Inderlighed, der kræver Afdøen af det
umiddelbare Menneske, naas heller ikke hverken ved en Daabsattest
eller ved, at man i videnskabelig Distraktion rent glemmer
sin egen Existeren. Allerede det at existere religiøst, *dvs.: over for
Gud, er en Kunst, der kræver et helt Livs Øvelse. Thi det
gjælder da om at gaa absolut op i dette absolute Forhold,
samtidig med at man gaar relativt op i de relative. Gudsforholdet er
nemlig ikke et Forhold ved Siden af de mange andre, ej heller
Summen af alle disse; men det er den religiøse et «et og alt»,
over for hvilket Endeligheden kun er en Spøg. Og gaa vi fra
Religion i Almindelighed over til Kristendommen, bliver
Vanskeligheden endnu langt større, da her Syndsbevidstheden danner
Udgangspunktet og Troen paa Paradoxet Centrum. Lidelsen, der
er væsentlig for al Religiøsitet, bliver dermed potenseret, og det
er kun Misforstaaelse at mene, at lidt efter lidt bliver alt trygt og
herligt; thi den troende faar ikke en ny Forstand, der fatter
Paradoxet; snarere har den, der er glad i sin Tro, endnu slet intet
Gudsforhold.
I Dec. 1845 havde K. bragt dette sidste Skrift til Trykkeriet.
Han havde foreløbig faaet talt ud, havde endog faaet Tid til «En
litterær Anmeldelse» (af Hverdagshistorien «To Tidsaldre», 1846)
og tænkte nu paa at søge et afsides Præstekald. Da indtraadte
hans Livs anden Hovedbegivenhed og forandrede alt. Det
bekjendte Vittighedsblad «Korsaren», der jo næsten var en Svøbe
for Datiden, havde hidtil udelukkende rost de Kierkegaardske
Psevdonymer. En Tilfældighed bringer imidlertid K. i Harnisk,
saa at han forlanger heller at blive udskjældt af Bladet,
og dette tager ham strax paa Ordet. Sikkert havde han troet sig usaarlig
i sin Højde og ikke i Øjeblikket tænkt paa, at netop det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
