Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kierkegaard, Søren Aabye, 1813-55, æsthetisk-filosofisk-religiøs Forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ualmindelige allernemmest gjøres latterligt i Folks Øjne; mulig havde
han heller ikke tænkt paa sin ydre Person eller paa, at Bladet
vilde trække den med ind i Kampen. Og endelig havde han
sikkert ventet, at hans Daad skulde give Signalet til en almindelig
Rejsning mod Tyrannen, maaske under hans Ledelse. Men ingen
af disse Forventninger gik i Opfyldelse. Den store Mængde lo
kun alt for villig; det jævne Gjennemsnit fik Ojet skarpere rettet
mod de mange Kunstlerier og Særheder i hans Individualitet og
Forfatterskab, og «de fremtrædende», som han jo i Grunden
bestandig i sine Skrifter havde behandlet med udsøgt Ironi, saa ham
nu med største Sindsro indhentet af Nemesis. Men dette
overraskende, at den Slægt, for hvis Opdragelse han havde kæmpet
og lidt, og hvis Øjne han sikkert troede dog i det mindste
halvvejs at have aabnet, at den nu foretrak at følge «Korsaren» fremfor
at gaa med ham: det brændte ham i Sjælen. Saa havde han
altsaa atter taget fejl; Verden var ikke, som han havde troet, blot
ussel; nej, den var ond, ganske som Kristendommen kunde have
sagt ham det. Og ikke i enkelte Øjeblikke, men vedholdende,
gjennem Maaneder og Aar bore disse oprivende Tanker sig dybere
og dybere ind i hans ensomme, tungsindige Sjæl og berøve ham
det ringe Fond af Livsmod og Ligevægt, der overhovedet var ham
givet. Sin Trøst søger han nu foreløbig alene paa den direkte
religiøse Produktions Omraade («Opbyggelige Taler», «Kjærlighedens
Gjerninger», «Kristelige Taler», «Liljen paa Marken og
Fuglen under Himlen», «Ypperstepræsten, Tolderen, Synderinden»,
«En opbyggelig Tale», «To Taler ved Altergangen om Fredagen»)
og frembringer her, medens Kvalerne fortære hans Indre, det mest
ophøjede, han nogen Sinde naaede. For hvert Fremskridt,
Menneskeslægten skal gjøre, maa et Individ ofres, havde han udtalt
i sin Disputats, og han gaar nu omkring med den tungsindig-glade
Tanke, at han er det af Gud udsete Offer. Han undersøger (i
«To ethisk-religiøse Smaaafhandlinger af H. H.», 1849), om et
Menneske har Lov til at lade sig ihjelslaa for Sandheden, men
kommer til det lidet trøstende Resultat, at der er Forskjel paa en
Apostel og et Digtergeni; det sidste er uden Myndighed og har
ikke Lov til at lægge en Ugjerning paa Verdens Skuldre. Til
Tider kunde han næsten tro, at han dog var en saadan beskikket
Apostel, et Sandhedsvidne, og han tænkte da paa at træde frem
og dømmende foreholde Samtiden dens uhyre Afstand fra Idealet;
thi selv Mynster var nu i hans Øjne kun den forsigtige,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
