- Project Runeberg -  Dansk biografisk Lexikon / IX. Bind. Jyde - Køtschau /
237

(1887-1905) Author: Carl Frederik Bricka
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Klopstock, Friedrich Gottlieb, 1724-1803, tysk Digter

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

skriftlig Forbindelse med K., som kun var alt for henrykt over den
Virak, disse unge Enthusiaster ofrede ham, og som i Efteraaret
1773 selv kom til Gøttingen for at lade sig personlig fetere. Han
var den Gang paa Rejse til Wien for at se, hvad der kunde
udrettes hos Josef II for den tyske Digtekunst og dens Udøvere,
efter at han tidligere gjennem den østerrigske Gesandt i Kjøbenhavn
havde skaffet sig Tilladelse til at dedicere sin «Hermanns
Schlacht» til denne Fyrste. Imidlertid fandt Regeringen i Wien
K.s Planer og Forslag alt for utopiske, og man afspiste ham med
en Guldmedaille.

I dette Aar var «Messias» bleven fuldendt og dermed hans
Livs Hovedværk. Paavirket og til Dels fremkaldt af Miltons
religiøse Digtning staar den som Epos tilbage for denne, stærkt
udsmykket, som den er, med overnaturlige og upersonlige, ubibelske
Figurer og Uforstaaelige Metaforer, mere lyrisk end episk i
Udførelsen, skreven i et kraftigt og klangfuldt, men tungt og
upopulært Sprog, ligesom hans Oder, hvilket fuldt ud retfærdiggjør Lessings
bidende Epigram, der ender saaledes: «Wir wollen weniger erhoben,
wir wollen mehr gelesen sein».

I 1774 fik K. en Anmodning fra Mark grev Carl Frederik af
Baden-Durlach om at bosætte sig i Carlsruhe. Efter et nyt Ophold
og en ny Apotheose i Gøttingen rejste han til sin nye Velynder,
der strax betalte hans Rejseudgifter og tilsikrede ham en aarlig
Digtergage paa 528 Gylden samt udnævnte ham til Hofraad. K.s
Ophold i Carlsruhe og paa Slottet i Rastatt var særdeles behageligt
og utvungent, men allerede i Foraaret 1775 rejste han pludselig og
uden Afsked til Hamborg, hvorfra han skrev et koldt Brev til
Markgreven med et halvt Løfte om at komme tilbage, som han
dog aldrig opfyldte. Den brave Markgreve var imidlertid højmodig
nok til at lade ham beholde Pensionen til sin Død. I Hamborg
blev K. holdt fast af en Kreds af Beundrere og Tilbedere, især
Damer, iblandt hvilke en Enkefru v. Winthem, en Niece af Meta,
samlede en Læsekreds i sit Hus til Forherligelse af Digterens
Værker og Person. Her havde K. nu travlt med de samlede Udgaver
af «Messias» (en af dem med en særlig, af ham selv opfunden
Retskrivning) og med at rette paa Oversættelserne i fremmede Sprog.
I 1787 udgav han sit tredje og sidste Bardiet: «Hermanns Tod»,
og i sine sidste Aar skrev han en Række sproglige Afhandlinger i
forskjellige Retninger, som ikke vare uden Betydning for det tyske
Sprogs Udvikling.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:29:33 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dbl/9/0239.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free