Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
derinde. Og mod Aften, naar den første, lette Skumring
begynder, er det, som de svøbes i et fint Flor, — det
ligner det første, tynde Slør af Løv, — de nøgne
Kroner staar ubevægelige i Skumringen . . . . det ser ud, som
om de venter . . . . .
Slig husker jeg en Februardag, jeg var langt ude
paa Landet, alene. Det var Sne, men det var mildt
med lyst Solskin. Bækkene var gaaet op og løb mellem
Sne og Is med grønligt, blankt Vand, og hvor der var
en stille Flade, speilede den gyldne Eftermiddagshimmel
sig. De store, hvide Fjelde stod fjernt i Krans om
Vandets vide, snelagte Is, og Lierne tegnede sig sorte
langs Bredden. Der var saa stille . . . . stille. Ikke en
Lyd udover det store, hvide, tause Landskab. Ikke en
Hund, der gjøede, ikke Lyden af en Dombjælde paa den
snelagte Vei. Fra et Bondehus steg en liden let Røg,
blaalig og tynd, ret op i Luften, og langt borte i Lien
paa den anden Side Vandet tændte Solen Glød i en
Vindusrude; den lyste som en klar, stille Fakkel langt
borte fra.
Og alle Skygger strakte sig og blev lange og dunkle,
mens Solen sank. Rødlige og gyldne Toner faldt over
Sneen, og Fjeldenes Toppe rødmede alle. Men under
Skrænterne i Nord drog Skumringen sagte frem. Og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
