Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ja, det er Sommeren, der flyver bort, Sommeren,
der gaar til Hvile. I denne dybe Taushed, i
Klarheden, i den uendelige Ro venter Naturen paa de Ting,
der skulle komme.
.... Og jeg mindes med Vemod mange andre
Septemberdage, som er svundne, — klare
Septembereftermiddage, da jeg streifede om ude, under det
gulnende Løv, gjennem det høstvaade Græs, for endnu at
nyde den Rest af Sommer, der var tilbage. Saa kunde
jeg sætte mig paa en væltet Stamme under gamle, store
Asketrær, hvis høie Kroner endnu skinnede med gylden
Glans i Eftermiddagens Sol. Jeg kunde sidde og se
paa de røde Streif af Lys, der gled ind mellem
Træernes Løv og legte over den gamle, grønskede Vei, og
paa de Dynger af gule og brune Blade, der alt var
begyndt at hobe sig op i dens Hjulspor. Jeg kunde sidde
der længe i Tanker og se Lyset dø, og Skumringen
komme, og Skyggerne samle sig tæt under de gamle Trær.
Og naar jeg saa langsomt gik indover mod Byen,
den lange Vei, stod Maanen op over de sorte Ejelde
og krummede sit gyldne Horn høit i den dunkle Luft,
og Stjernerne kom frem og lyste med hvidt, skjælvende
Skjær. Og Duggen faldt tæt, det var blevet kjøligt;
og hvide, drivende Taageslør steg op af Myren, i hvis
sorte Pytter Maanen tændte guldsitrende Reflekser.
 |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
