Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
han drak, og lod Faarene gaa videre paa egen
Haand i Maaneskinnet.
Men Prinsen var saa tørstig, at det varede
meget længe, før han blev færdig med at drikke,
og da han endelig følte, at han ikke var
tørstig mere, var de forladte Faar saa langt borte,
at deres brægende «Mæ-æh—mæ-æh* kun hørtes
svagt mellem Bjergene og Højene som et
sørgeligt klagende Ekko.
Carmencita havde imidlertid helt glemt dem,
for Prinsen havde saa meget nyt og morsomt
at fortælle hende, og medens han talte, havde
hun for første Gang faaet Øje paa sit eget
Billede i Kilden, som han viste hende. Han drak
af Haanden, for ingen af dem havde Bæger
eller Glas, og hvergang han bøjede sig ned
over Kildens Spejl, viste han hende noget nyt
hos hende selv, som hun ikke før havde lagt
Mærke til. Han viste hende, hvor store
og straalende hendes brune Øjne var, hvor
lange og tætte hendes Øjenhaar var, hvor røde
Læber hun havde, hvor smaa hendes Ører var,
hvor høj og smækker og slank og stærk en
Vækst hun havde. Tilsidst takkede han hende
mange hundredtusind Gange og gav hende til
Erindring om sig en stor guldgul Blomst, som
han bukkede sig ned og plukkede ved Kildens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
