Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bred, og som Carmencita ikke kunde huske,
hun før havde set. Men hun havde jo heller
aldrig set sig selv, før Prinsen havde aabnet
hendes Øjne. Saa steg han atter til Hest og
vinkede Farvel og red sin Vej — ud i den vide,
vide Verden.
Men da Carmencita ikke længer kunde se
ham paa Vejen, syntes hun, at der ligesom var
blevet saa ensomt, saa hun — der aldrig havde
grædt, fordi hun var ensom og alene —
pludselig begyndte at græde. Og da hun vilde trøste
sig med at betragte den smukke guldgule Blomst,
han havde givet hende, saa kunde hun slet
ikke kende den igen. Hun havde ikke længer
en stor gul Blomst i Haanden, saa straalende,
at den næsten lignede Solen, men paa Stilken
sad der kun en rund, hvid Dunbold, som
Aftenvinden langsomt pustede bort, Dun for Dun.
Det var den samme Blomst, som Fiammetta
havde set vokse op af det lille Frø, som
Nonnerne havde fundet i hendes Hænder. Den er
siden bleven meget almindelig og har tusind
Navne. Nogle kalder den endnu den Dag i
Dag for «Ridderløfte».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
