Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sprang ned ad bakken om eftermiddagen uten
bøker, uten lekse-tyngsel, fri, fri, fri ...!
Men de lykkeligste blev igen der oppe;
det var fru Rendalen og Karl Vangen. Hvor
fru Rendalen ruggede ivej med brillerne på
skakke — noget, hun i den senere tid havde
lagt sig til, •—• små-nynnende med en umusikalsk
røst, var det som at møte et hø-læs om høsten;
det duftede friskt imot en langt borte fra, og
man gik gærne til side for en så mægtig,
nyttig, tæt-pakket genstand. Karl Vangen levde
med munnen opad ørerne; han fik ikke mere
tid til at drage sit smil in igen. Han strålte,
bare nogen så op mot skolen, og kunde i det
uendelige la sig fortælle eller fortælle igen
skolens små-begivenheder; de var alle
mærkelige eller morsomme.
Bare Tomas var ikke rigtig med. Men
der var nu overhovedet ikke »hygge« med
Tomas, når man dermed forstod fortrolig
omgang, jævnt godt humør. Enten brukte han
den lange Karl Vangen til at stå buk for sig
ute i have-gangene, ja, i stuen med, — når
han vilde hoppe over ham, som den ene gut
over den andre; — eller han drev op og ned,
ned og op, helst fløjtende, med hænderne i
lommen, til en blev ør af at se på. Eller han
spillede piano i timevis. Eller han arbejdede
på og for skolen uten hvile; eller han læste i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
