Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
træt, var han vendt om. Nu fik det
stå til.
Moderen møtte ham i gangen med lys. »Gud,
Tomas, som du har skræmt mig!« hviskede hun.
Hvad tænkte hun med det? Han så på
henne; stakkar, minst ti år ældre så hun ut;
så forgrætt, så oprevet, sä kummerlig overgit.
Hun begynte: »Tomas, lad os dog —.« — «Nej,
mor,« — han afværgede med hånden; — »jeg
er så altfor, — å, så altfor træt.« — Han gik
langsomt over hennes stue til den indre gang,
uten godnat, uten at se sig om; hun hørte
hans skridt i gangen, at han åpnede døren til sit
rum, at han lukkede til og . . . drejede
nøklen om innenfra! Den minnede altid, denne
forfærdelige lyd. — Og hvorfor gjorde han
det? Det var jo, som han låste af mellem dem.
Mens han tændte lys, hørte han Karl ta i
døren fra sit rum til hans. Tomas lot lyset
stå og gik fræm foran forhænget og så Karls
bleke, bekymrede ansigt stirre in fra døren.
Hvorfor havde han og hans mor sat sig i
hvær sit rum? Naturligvis forat hans mor
skulde få tale alene med sin søn, når han
endelig engang kom, havde Karl trukket sig
tilbake i sit. Han kunde kaste sig om halsen
på ham og stor-tute. Alt, han havde holdt
tilbake, da han så sin mor, vilde også nu
fræm. Karls urokkelige tillid til ham var det
20*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
