Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hun lå der og så op i ræerne på et skib, de
halte forbi. Hun fulgte folderne i de løst
underslagne sejl, som svajede i vinden. Det
var så nær, som kunde hun røre ved det.
Utenfor var stærk sjøgang. Fra havet,
stormen, båre-gangen derute til havnen her. —
Hun vilde også søke havn!
Det var lørdags-kvæll; imorgen måtte hun
i kirke. Karl Vangens ansigt smilte over henne,
i det samme hun tænkte det; og hun havde
det straks godt, før hun sovnede. Havde han
været en pige, — hun vilde ha gåt til ham, netop
til ham med det, som nu forfulgte henne.
Så sat hun dagen efter på den bakerste
bænk i kirken. Karl Vangen havde møt henne
og hilst og sagt, det var bra, at hun skulde
komme op til dem igen og hjælpe fru
Rendalen.
På grun af disse ord havde hun valgt den
allerbakerste bænk; hun var ikke viss på, hun
ikke kom til at gråte.
Men det gjorde hun ikke. Der var noget
køligt ved kirken og stilheden og mænneskene;
det var ikke som ute sommer-dag. Desuten,
da Karl Vangen gik op på stolen og begynte
sin bøn, var det den fra hennes første dag på
skolen, den om at møtes, — næsten ord til
annet den! Og det generte henne. At også
en bøn af Karl Vangen var en lekse fra før.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
