Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Du mener dette med lærerinnerne, Tomas?«
spurte hun, og stemmen var bare
selvbebrejdelse.
Så tok han hennes hænder og holdt dem,
mens han regnede op. Der kom en række så
lang, så lang, — af større ting og af mindre;
— af så små, at hun ikke visste, de var til.
Af svar, af råd i forbigående, af ord til en
annen, ja, af tause blik til noget, han havde
sagt. I sin forskrækkelse bad den redelige fru
Rendalen om forladelse med hånd og mun og
armer og bryst, og svor, at om han herefter
sa, han vilde gå til månen, så skulde hun tro
ham. Men ikke før havde hun arbejdet sig op
til denne solide overdrivelse, hvorover også
Tomas måtte smile, så vågnede hennes
hukommelse. Hun minnedes klart, hvorledes det var
gåt til, den første gang hun fattede mistillid.
Det var efter hans store tale; han havde der
fåt henne med på glat-is, langt længer, æn hun
havde hjærte til at følge, og det mærkede hun
først bakefter. Der lå grunnen! Hans
overbevisningers styrke, hans overtalelses-ævne og
noget til, som ikke var til at beskrive, lot ikke
folk ha frihed; dette havde utvilsomt også
lærerinnerne været ute for. Men nu er
mæn-neskene slik desværre, at straks vi opdager,
en har fåt os med længer, æn det passer os,
så sætter vi os ikke alene til motværge der;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
