- Project Runeberg -  Det norske Folks Historie / Første Deel, 1:ste Bind /
146

(1852-1863) [MARC] Author: Peter Andreas Munch With: Paul Botten-Hansen, Otto Karl Klaudius Gregers Gregerssön Lundh
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

146 Udscrttelse. Arv.
Barbari, og den formildede og forskjonnede det Krigerliv, som Religion og
Vedtegter forresten medforte.
Med det patriarchalske Familieliv var den meest udstrakte Gjestfrihet» for
bunden. Det ansaaes som en Skjccndftl at vise den vejfarende Gjest, om
han endog var aldeles fremmed og ukjendt, fra sin Tor, og selv Betlerne
traadte uden Betenkelighet» md i Hallen, endog hos de fomemste Mcrnd,
deeltoge i Maaltidet og fik Natteleje. I det daglige Samliv fandt den
storste Fortrolighet» og Ligefremhed Sted. og endog Trallene synes her
ikke i nogen vesentlig Grad at have staaet tilbage for Familiens fribaarne
Medlemmer.
Firdnnemagten maa i de eldste Tider have varet uindskrenket. Fa
deren havde Ret til at udsette sit nyftdte Barn. Denne Ret blev heller
ikke saa sjelden benyttet, men medforte ikke den Forestilling om Grusomhed,
som den nu medfsrer, iser da, som det synes, Udsettelsen som oftest stede
saaledes at Barnet kunde blive sundet og opdraget af andre. Fcrdrenemagten
mrdfsrte ogsaa Ret til at opfostre og antage i Sons Sted, hvem man
vilde, og at crt-lede eller legitimere uegte Bsrn. Opfostringsvesenet spil
lede overhoved en stor Rolle i Norden ; den ene Ven viste den anden en
Wre ved at opfostre hans Barn, og i Almindelighed betragtedes det som
om den Opfostrende derved erklerede sig for ringrre Mant» end den anden.
Baandet mellem Fosterfader og Fosterson var i Regelen ligesaa sterkt, som
mellem den virkelige Fader og Son, ofte endog sterkere; Fostbrodre stode
ligeledes i et fuldkommen Broderskabsforhold til hinanden, og dette Forhold
kunde tyende Venner indgaa, om de end ej havde veret opfostrede tilsettes.
De tilsvore hinanden da Troskab med visse Hejtideligheder,, og kaldtes, for
uden Fostbrodre, ogsaa Edbredre eller svorne Brodre.
Ved Arv kan man oprindelig kun have tenkt paa Losoret eller det
rorlige Gods, der kunde skiftes mellem alle de Arveberettigede; Odelet var
den hele Families Ojendom, og Familiens Medlemmer vare allerede fta
Fodsrlen af Medejere deri. Neprcesentationsretteu som Familiens Hoved
kunde naturligviis blot arves af een ad Gangen , og det laa derfor i Sa
gens Natur, at Odels-Arv og Losore-Arv forsaavidt maatte blive forskjel
lig. Arvens eller rettere Odelsbestyrelsens Tiltrcrdelse og den Afdsdes
Begravelse hojlideligholdtes scrdvanligviis ved et sestligt Gilde (erli) , hvor
den Afdsdes Minde blev drukket og Lofter om Stordaad assagte for den
kommende Tid. Ved stig Lejlighed synes det ogsaa, som om enkelte Tralle
bleve frigivne. Det tiltrcedende Familiehoved opslog nu, gjerne sin Bolig paa
Hovedbolet, medens de ovrige Odelsbaarne deels opholdt sig hos ham, decls
sogte at vinde sig Anseelse og selvstendig Ejendom ved at slutte sig til
Kongers eller andre Drottners Folge; deels endelig ogsaa, hvor det kunde

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:53:02 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/detnorske/1-1-1/0174.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free