Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
409
Harald Haarfagres Ungdom.
Aarsag i denne Forhaanelse, lod han en tryllekyndig Fin tåge og pine til
at sige det. Han vilde dog intet tilstaa, og bad Harald om Bistand. Ha
rald bad for ham, men forgjcrves. Da skaffede Harald ham bort imod Fa
derens Vilje, og fulgte selv med ham. De lom til et Sted, hvor en Hov
ding holdt et Gilde, og bleve vel modtagne. Da Harald havde vceret der
en Stund, sagde Hovdingen : Din Fader fandt sig saa fornærmet over at
jeg tog Julekosten fra ham, men jeg skal lonne dig din Venlighed; vil du
lyde mig, sta rejs hjem, thi der er nu en, som behover din Hjelp, og som
vil vcere dig til den stsrste Gavn, thi det er dig beskaaret at blive Ene
voldskonge over hele Norge. Harald, fortcrlles der videre, drog nu hjem.
Der fandt han en stor Jotun ved Navn Dovre, der oftere havde bestjaalet
Kongens Guldhuus, men endelig var blrvcn fangen i nogle kunstige Snarer,
man havde lagt for ham, og bunden med Blybaand ien Staalfjetter. Denne
Dovre havde hjemme i det Fjeld, der bcrrer hans Navn. Kongen havde
besluttet at lade ham domme til at lide den meest vancerende Dod, og havde
forbudt Alle og Enhver at hjelpe ham eller give ham Mad. Men Harald,
som da endnu kun var fem Aar gammel, havde ondt af Dovre, og stjal sig
til at skcere Blybaandene over med et ypperligt Sax, som den finske Hov
ding havde givet ham. Dovre takkede Harald for Befrielsen, og skyndte sig
afsted det snareste han kunde. Man savnede ham snart, og paa Kongens
Sporgsmaal vedgik Harald at han havde lost ham. Herover blev Kongen
saa vred, at han jog Harald bort sra sine Ojne, og bad ham soge Trost
hos sin Ven Dovre. Harald gik til Skovs, og da han havde ligget ude i
fem Dage og Nsstter, stodte han endelig paa Dovre, som tog ham med til
sin Hule, beholdt ham hos sig i fem Aar, og oplcrrte ham i alleslags Idrcet
ter. Da de fem Aar var omme, sagde Dovre en Dag til Harald: Nu
tykkes det mig, som om jeg har tonnet dig, fordi du gav mig Livet, thi din
Fader er dod, og det ikke uden min Medvirkning; nu skal du drage hjem
i dit Rige og love at du ej stcerer dit Håar eller dine Negle, forrnd du
er bleven Gnevoldskonge over hele Norge; jeg skal altid staa dig bi. Da
Harald kom hjem, fandt han sin Fader dod, og blev tågen til Konge efter
ham. Af Opholdet hos Dovre fik han Tilnavnet Dovrefostre"’ ).
Snorre Sturlaftn kjender intet til Opholdet hos Dovre, men lader
Harald opholde sig hos den finske Hovding lige til sin Faders Dod, og
lcrgger omtrent de samme Ord i Finnens Mund, som det viotloftigere Sagn
lcegger i Dovres At begge Fortellinger ere yngre Wventyr, digtede md
i den historiske Beretning, sees ved forste Ojekast. De have dog begge det
!) Flatsbogen, om Halfd. Svarte, Cap. 4—6. lurnm. Snzur X. S. 170—175.
2) Snorre, Halfd. Svartes S. Cap. 8. Her er det Finnen, som beder Harald
drage hjem, fordi hans Fader er deo.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
