Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
587
Dronning Gunnhild.
agtigt Sagn, som dog viser, hvilke besynderlige Forestillinger maaskee allerede
Gunnhilds Samtid havde dannet sig om hende paa Grund af den Overlegen
het» i Evner og Klogskab, hun siden i en saa lang Rekke af Aar, skjent just
ikke til Landets Bedste, lagde for Dagen. Hun var, fortelles der ’), sendt
til Finmarken for at lere Trolddom hos nogle Finner, etsteds nevnes endog
Mattull Finnekonge selv ’). Da Erik sejlede tilbage fra Bjarmeland, og kom
forbi Finmarkens Kyst, fandt hans Mend hende ien Gamme. Hun sagde
at hendes Lerere i Trolddom vare de t» klogeste i hele Finmarken; de
kunde opstsve Spor ligesom Hunde baade paa optset og frossen Jord, de
kunde lsve saa hurtigt paa Ski, at hverken Mennesker eller Dyr vare istand
til at undlsbe dem, de traf alt hvad de sksde efter, og naar de vare vrede,
vendte Jorden sig for deres Blik, men hvis noget Levende kom for deres
Ojne, faldt det dodt ned. Det fortcrlles endvidere, at hun anmodrde Eriks
Mend om at befri hende for disse byrdefulde Friere, som just nu vare
ude paa lagt; hun skjulte dem i Gammen og stwede noget, der saa ud som
Aske, baade indenfur og rundt omkring den. Da Finnerne kom hjem,
spurgte de om nogrn havde veret der, og da hun sagde nej, forund
rede de sig derover, siden de havde forfulgt Sporene lige til Gammen. Da
de havde faaet Mad, foreslog hun dem at de skulde legge sig ved hver sin
Side af hende, hvilket de med Glede toge imod, da de nu i tre Netter af
Skinsyge ikke havde sovet, men vaaget over hinanden. De faldt nu snart i
en saa dyb Ssvn at hun med Lethed kunde faa draget to Scrlbelge over
deres Hoveder og bundet dem under deres Arme ; paa hendes Vink brsde nu
Kongens Mend frem og drebte dem, men bragte hende til Erik, som tog
hende med sig paa sit Skib, og siden, da han kom til Haalogaland, egtede
hende med hendes Faders Samtykke. — Uagtet Forestillingen om Finnernes
Tryllekyndighed da, ligesom gjennem saa mange Aarhundreder senere, var saa rod
festet, at man heel vel kan tenke sig Muligheden af at Foreldre i god Tro
have sat deres Vsrn i Trolddomslere hos Finner, og at Gunnhild selv vir
kelig en Stund kan have opholdt sig i Finmarken i dette Ojemed, er dog Fortel
lingen i sig selv saa urimelig, at man maa anste den for en fuldstendig Opdigtning.
Den Navnkundighed, Gunnhild siden opnaaede ved sin ualmindelige og ond
skabsfulde Klogt, er desuden en tilstrekkelig Grund til at forklare, hvorle
des et Sagn, som dette, har kunnet danne sig, iser da hendes Hjem var
paa Haalogaland, der grendstde til Finmarken, og hvor man fra de eldste
Tider havde saa megct med Finnerne at bestille. Den rette Sammenheng
er vel den, at Erik under Hjemrejsen fra Bjarmeland har faaet Gunnhild
at ste, enten hos hendes Fader, eller hos en eller anden Mand, af hvem
1) Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 24. Olaf Tryggvesssns S. Cap. 3.
2) Fagrstinna Cap. 28.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
