- Project Runeberg -  Det norske Folks Historie / Første Deel, 2:det Bind /
7

(1852-1863) [MARC] Author: Peter Andreas Munch With: Paul Botten-Hansen, Otto Karl Klaudius Gregers Gregerssön Lundh
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Dyrtid· Minornojelse. Eyvind Skaldespilder 7

hadet oghvvpigt gjentaget af Haralds Hirdmcrnd Da Evbind Finnsson
som endnu opholdt sig ved Hirdem hørte det, kvad han et andet Vers,
hvori han talte om Gamles Fald, og hvorledes Haakon sejrrig havde dre-
vet hans Mænd ud i Søen. Ogsaa denne Vise blev hvppigt kveedet Men
Kong Harald blev meget vred derover, og sagde: »End elske I Kong Haa-
kon, deter derfor bedst at I følge ham og blive hans Mænd«. Evvinds
Venner begyndte nu at frygte for at Harald vilde lade ham dræbe, og bade
Kongen om at tilgive ham, idet de lovede paa Evvinds Vegne at han skulde
gjore sin Forseelse god igjen. I Betragtning af det Slægtskab, sont var
mellem dem begge, lovede Kongen ogsaa at tage ham til Naade, naar han
vildeblive hans Skald, ligesom han forhen havde været Haakvns, og digte
etsandet Vers til hans Æren Evvind fojede sig forsaavidt derefter, som
han virkelig digtede et Vers, hvori han i Almindelighed pristeHaralds Tap-
perhed i Eaabentumlem men uden dog at nævne nogen særegen Leilighed
eller noget bestemt Slag. Heller ikke var Harald mere end nogenledes til-

’ freds dermed, thi da han hørte det, sagde han kun: »Lidet, skjont noget".

,,·Ja«, sagde GlumGeireson, »det er rigtignok lidet, som intet er«. ,,Den
Mand bliver os aldrig tro, saalænge han lever«, svarede Kongen. Da bad

»Glum Evvind digte endnu en c»3ise om Harald, men den hojhjertede og



uforfærdede Skald vilde ikke nedlade sig til tomt Smiger-; han gik frem for
Kongen og kvadz

Een Drottin alt jeg aatte

endnu før jeg dig kjendte;

Alder mig vvervælder,

ej vil den tredje jeg eje.

Tro var jeg Drottnen den dyre,

to Skjolde bar jeg aldrig;

Harald, din Flok jeg kun fylder,

fælde mig snart vil Ælde.
Harald synes denne Gang at have ladet ham være i Fred, men kun kort
Tid opholdt Ehvind sig nu hos Gunnhilds Sønner. Han drog hjem til
sine Gaarde, og det samme gjorde de fleste af Haakons forrige Hirdmernd
Men han kunde ikke afholde sig fra, nu og da at give sin Harme Luft.
Uaaret og den almindelige Nød forøgede hans Utaalmodighed Saaledes
kvad han et spar Vers, der ogsaa kom for Kongens Øren, hvori han op-
høiede Haakons Tid i Sammenligning med Harald-R »Dengang«, sagde
han, »bare vi Fhrisvoldenes Frø (Gnldet) paa Armene-, og det prydede
Skaldenes Hænder; nu har Kongen gjemt Frodes Terners Meel (Gnldet)
i Jordens Skjød, og de strenge Herrers Raad ere haarde at døje«·« Hero-
ver gav Harald Eyvind virkelig «Tødssag, fordi han, skjønt han havde
hyldet ham som sin Herre, dog viste ham saa megen Uvenskab Ehbinds

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:53:38 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/detnorske/1-1-2/0033.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free