Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
146 Haakon Iarl.
sur opføre et Virke eller Befæstningsverk om Gaarden, og opholdt sig jevn-
ligt der med tredive Mand; naar han rejste mellem sine Gaarde, havde han
ikke firrre end 20 Mand med sig. Han maa vel- allerede have ventet An-
greb af Sigmund, hvis Ro paa denne Tid sikkert maatte have naaet Fær-
øerne 1).
Om Vaaren var Sigmunds Knerrer færdige, og han gjorde sig rede
til Nejsen Da han sagde Iarlen Farvel, spurgte denne ham, hvad Tro
han egentlig havde. Sigmund svarede efter nogen Betænkning at han-in-
gen anden Tro havde end paa sin Lykke og Styrke. ,,Det duer ikke«, sagde
Jarlen; ,,du bør søge din Trøst hos den Guddom, til hvilken jeg sætter al
min Tro, nemlig Thorgerd Hølgabrud; vi skulle nu besøge hende, og bede
hende om Held forydig«. Sigtnund bad ham raade, og fulgte ham til
Skogs, først paa en Vej, og derpaa ad en Sidesti til en opryddet Plads,
hvor Gudehuset stod, omgivet med en Skidgard. Huset var meget smukt,
med Guld og Selv indstobt i Udskaringerne. De gik ind, og kun faa
Mænd med dem. Der var Glasglugger rundt omkring, saaat der ingensteds
var mørkt Der fandtes en Mængde Gudeliilleder; Thorgerd Holgabruds
var inderst, lige for dem, prirgtigt smykket. Iarlen kastede sig ned for hen-
des Fødder og laa der længe Siden stod han op og sagde til Sigmund,
at de skulde ofre hende en Gave, nemlig noget Sølv, som de lagde paa
Stolen foran hende. »Hvis hun nn«, sagde Iarlen, ,,vil modtage Gaden,
kunne vi merke det derpaa, at hun slipper den Ring, hun har paa Armen,
og den Ning vil bringe dig Held«. Iarlen tog fatiNingem men han fik den
ikke løs, og Sigmund troede at se, at hun bøiede Haanden tilbage. Iarlen
kastede sig atter ned, og Sigmund saa at Taarerne stode ham i Ojnene;
derpaa stod han op, tog atteri Ringen, og nu gik den endelig løs. Han
gavSigmund den, og sagde at han aldrig skulde skille sig ved den. Derpaa
sagde han Sigmund Levvei. Om Iarlens Tro virkelig var saa levende, at
han indbildte sig at Gudebilledet efter Behag kunde holde og slippe Ringen,
eller om han blotveden efter hans Forestilling srom List vilde skuffe Sigmund
og sætte Mod i ham, kunne vi nu ej længer med Sikkerhed afgjøre, men
efter hvad vi forresten kjende til Haakon, er det første det rimeligste2).
1) Fareyingafaga Cap. 22, 24 og Olaf Tryggv. Saga Cap. 184, 185 beskriver
Skuvo saaledes som vi ovenfor have beskrevet Store Dimun, og henfore saa-
vel Virket, som Ussurs Død til hiin O; men da de gamle Viser og- Sagn
paa Farverne henfere den sidstnaevnte Begivenhed til Store Dimun, og des-
uden Beskrivelsen alene passer paa denne O (se Fortalen til Rafns Udg. af
Fckreyingasaga S. Vll——X) har jeg ikke betænkt mig paa, i dette Stykke at af-
vige fra den rimeligviis paa Island eller i Norge af Folk, der vareukyndige
i Lokalforholdene, nedskrevne Saga, i hvilken en Forvexling mellem de to Bre-
ste forhen tilhørende Øer Skuvo og Store Dimun saa let kunde opkomme-
«2) Fareyiugasaga Cap-. 23 Olaf Tryggv. Saga, Cap. 184.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
