Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
190 Haaeon Iaei.
Fjende sin Bistand For end mere at kunne træde op med Kraft, bejlede
han til Gissur hvites Datter Thorkatla, der heller ikke blev ham negtet.
Gunnars Modstandere havde nu det bedste Haab om at saa ham dømt
fredlos. Men Njaal stod ham atter bi. Deels ved at godtgjøre at Gun-
nar var bleven overfaldt og kun havde vaxrget sig, deels ved andre Mod-
sogsmaal gjorde han han Modstandernes Udsigt til at vinde Sagen saa
mislig, at de heller foretrak at byde Forlig, især eftersHjalte Skeggessons
Don Gunnar samtykkede ogsaa paa det Vilkaar, at Hjalte aldrig vilde
optræde som hans Modstander, hvilket denne ogsaa lovede. Sagen afgjor-
des, ligesom den forrige, ved Boder, der betaltes ftrar paa Thinget, og saa-
ledes gjenoprettedes atter Freden Men Thorgeir Starkadsson hvilede ikke.
Han raadslog paany med Mord, og denne opbød Alt for at faa Giennar
fældt. I den Tro, at det virkelig vilde gaa ham ilde, naar han dræbte
to Led i samme Æt, saaledes som Njaal havde sagt, sik Mord Thorgeir til at tage
den dræbte Ottkells unge Søn medjig i et Overfald paa Gunnar; han faldt
med flere, og uagtet Gunnar kun havde brugt Nødværges-Ret, blev dog
Sagen denne Gang, trods Gunnars Bestræbelser, ikke anderledes afgjort end
at han og Kolskegg maatte forbinde sig til at forlade Landet paa tre Aar:
skede det ikke, da kunde de uftraffet dræbes. Njaal bad Giennar paa det
indftrendigfte at holde Forliget, og han lovede det. Allerede vare alle hans
og Kolfkeggs Sager bragte ombord; han sagde sin Moder og alle sine
Venner farvel, steg til Hest, og red ned langsmed Markarfljot Da fnublede
Hesten, saaat han faldt af, og derved kom til at se sig tilbage. Strax ud-
brod han: »fager e·r Liden, saaat den aldrig har synts mig fagrere, Agrene
ere blege og Tunet slaaet; jeg maa hjem igjen, jeg kan ikke rejfe.« Kol-
skegg bad ham ikke gjore siiiesllvenner den Glæde at bryde Forliget· »Tet
er mig umuligt at rejfe bort«, sagde Gunnar; »bliv du ogsaa«. ,,Nej«, svarede
Kolfkegg, »lige saa lidet heri som i noget andet vil jeg bryde mit givne Ord;
vi maa altsaa nu skilles ad, og hils mine Feernder og min Moder, at jeg
ej kommer til at se Island igjen, thi jeg veed at du vil blive dræbt, og
da er der intet Baand, som drager mig tilbage«. De skilte-3 ad. Kolfkegg
red til Skibet, og Gunnar hjem til Lidarende. Hans Svoger Olaf Spaa
indbod ham og Hallgerd hjem til sig, men ej engang dertil var han at for-
maa; saa fast hang han ved Hjennnet Den følgende Sommer paa Al-
thinget lyste Gissur hoite Gunnar fredlos og samlede alle hans Fiender om
sig for at aftale et Overfald paa Gunnar, hvilket nu var en Æressag for
dem. Oversaldet aftaltes. Hjalte Skeggesson blev ogsaa anmodet om at deel-
tage deri, men tnrgrede sig paa Grund af det Lofte, han havde givet Gun-
nar. Mord, der boede nærmest, lovede at sende de ovrige Sammensvorne
Bud, naar der var bedst Lejlighed til at angribe den frygtede Helt. Der-.
med fkiltes de ad for det første Njaal, som havde været paa Thinget
—c.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
