Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
670 Olaf Haraldsson
De hilsede ham dogz han modtog deres Hilsen venligt, og spurgte dem:
,,hvorledes er det nu med vort Kammeratskab«·? De hang med Hovedet, og
sagde, at de ej vidste af noget Kammeratskab at sige. »Jo«, sagde ban,
,,J kaldte mig dog eders Kammerat«. De bleve meget ilde farne; men Kon-
gen sagde: »J bebvve ikke at ængste eder; jeg vilde kun give eder det Raad,
ikke at indlade eder paa at spille andre noget Spads, end dem, J kjende 1).
69. Knut den mægtige ovtræder som Pratendent til Norges Ironi-.
Men uagtet Kong Olaf paa den Maade, vi her have skildret, søgte at
skaffe sig personlige Tilhængere og derved befceste sin Magt, underordnede
han dog alle saadanne personlige Hensyn det Hovedformaal, at styrke Chri-
stendommen, over-holde Lov og Net, kue de mægtiges Selvraadighed og
overhoved at bringe det dertil, at Norge fra alene at være en uorganisk Sam-
mensamling af forskjellige, indbyrdes fremmede Landskaber blev en eneste vel-
ordnet Stat. Dette maatte, som vi allerede oftere have berørt, nvdvendig-
viig-blive utaaleligt for den daværende-Slægt afLendermaend og andre Hov-
dinger, der ej kunde finde sig i at Lov og Net overholdtes uden Person-3
Anseelse-. »De mægtige Mænd«, heder det, ,,som saa, at han donite ligt forhøie
og lave, og Li-nderinændene, der paa den Tid vare paastaaelige og ærgjer-
rige, fandt sig ej i, at de skulde give tabt for Kongenog Jarlerne: de
meente,.—at de selv ikke havde at regne langt op i Ætten for at komme til
kongebaarne Forfadre eller andre store Hovdinger, og saaledes begyndte de
at blive trodsige mod Kongen« 2. I Forstningen, da Kong Olaf kom til
Landet, heder det paa et andet Sted, lob hele Mængden op og vilde ikke
høre andet, end at han skulde være Konge over det hele Land; men siden,
da man tyktes ikke at kunne raade sig selv for hans kraftige Styrelses Skyld,
sogte siere ud af Landet 3). Den, til hvem de fleste toge deres Tilflugt,
var Danekongen Knut Svenssøn. Deels nyttede det ikke at flygte til
Sviakongen Anund, da han nu selv stod i den bedste Forstaaelse med Olaf,
deels betragtedes Knut endnu af»Mange som den rette Arving til Morge,
i det mindste til den sydlige Deel, og selv havde han ingenlunde til Hensigt
at opgive sine Arvefordringer paa Rorge efter sin Fader Sven og sin
Fakfadkk Harald Naar han hidtil havde ladet Olaf være i No, var det
ikke fordi han erkjendte ham for Rorges retmaessige Konge, men alene fordi
han endnu var saa optagen med at befceste sit Herredømme-i England og
l) Okaf d. hell. Saga i Flatobogen, Foknm. S. V. S. 230, Den leg. Saga,
Cap. 59.
2) Fagrskinna, Cap. 99.
3) Olaf d. hell. Saga, Cap. 127. Snorre, Cap. 139.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>