Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
742 O laf Haraldssom
meligt, men vare derfor saa meget farligere. Alt dette kom, som venteligt
var, snart for Olafs Oren. En fortalte ham eet, en anden et andet; det
blev det almindelige Samtale-Emne ved Hirden, og det er ej at undres over,
at hans Sind fyldtes med Uro, Mismod og Mistænkelighed, der oftere gav
sig Luft. Saaledes viste han sig meget nnaadig mod Sighvat Skald, da
denne endelig, efter sin Udenlandsrejse, og sandsynligviis efter et længere Op-
hold i Danmark-, strax ved Hjemkomsten til Norge indfandt sig hos ham i
Sarpsborg Kongen sad just ved Bordet, da Sighvat kom ind og hilste
ham, men han vilde ikke modtage hans Hilsen. Sighvat kvad da et Vers,
hvori han bad Kongen anvise ham, sin Stallare, Plads iHallen Men Olaf
svarede: ,,jeg veed ikke om du nu længer anseer dig for min Stallare, eller om
du er bleven Kong Knuts Mand«. Sighvat svarede i et andet Vers, at Knut
visseligen havde anmodet ham om at blive hans Mand, men at han havde
svaret, at han ej kunde tjene mere end een Herre ad Gangen. Han paastod
tillige at han havde været uretfærdigt bagvasket, og at han havde opholdt
sig hos Knut alene som Gjest. Da anvistc Kongen ham hans forrige Plads,
og, siges der, Sighvat kom snart i lige saa stor Yndest hos Kongen som
før. Der fortælles ogsaa, atSighvat nu fulgte Kongen baade Dag og Nat,
og at han til Iulen fik et vrægtigt gnldhjaltet Sverd af ham, hvilket de
andre Hirdmirnd ikke lidet misundte ham. Imidlertid siges der ogsaa, at
Sighvat var en stor Ben saavel af Haakon Iarl, som af Erling Skjalgs-
søn, og at han endog, da han hørte den første ilde omtale af Olafs Hird-
mænd, fordi han trods sin Ed førte en Herr mod Kong Olaf, der havde
skjenket ham Livet, halv om halv søgte at undskylde ham, idet han gav at
forstaa, at det var vei, hvis alle kunde sige sig ganske rene for Svig. Sig-
hvats Stilling ved Olafs Hof har altsaa neppe været saa ganske behagelig 1).
DaOlaf havde mange Folk om sig, men ingen Jndtægter fra det nor-
denfjeldske indløh til ham, efter-som de alle havde været anvendte til det for-
rige Aars Lseding, blev det snart meget vanskeligt for ham at skaffe sig selv
og sine det nødvendige Underhold i Tunsberg Paa nogen Nejse til de
vestlige og nordlige Kystfylker« var der ei at tænke, da han deels manglede
de nødvendige Skibe, deels havde faaet saadanne Efterretningerom den der
herskende Stemning, ateingen synderlig Fred og Sikkerhed der var at vente
for ham, hvis han ikke vilde omgive sig med en stor-Hær. Han besluttede
l) Olaf den hell. S.1ga, Cap. 157, 158. Snorre, Cap. l70, 17l, l72· J For- ·
tmllingen om Sverdet heder det og, at Sighvat kvad et Vers derom, hvilket
anføres. Men i den leg. Olafssaga, Cap. 62, tillægges dette samme Vers Ot-
tar svarte. Det er imidlertid sandsynligere, at den hist. Sager her, som sæd-
vanligt, har Ret, især da Verset udtrykkeligt handler om at Sverdet var pry-
det med Guld, og der siden hentydes til dette Guldhjalte afThormodKolbrun-
arskald iStiklestadslaget. Olaf den hell. Saga,-Cap. l94. Snorre,Cgp.220.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
