Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102 Magnus Erlingsssn.
deligt, simsom Bymandene neppe vare at lide paa, eller i modsat Fald ro
ud af Elven. „Jeg vil ikke negle," sagde Jarlen, „at dette maastee vilde
voere bedst, mm jeg kan ikke boere over mit Hjerle at vide. at denne Djcrvels
Prest, Sverre, stal scette sig i min Sons Plads." Med disse Ord rejste
Jarlen sig, raabte hojt paa sine Mcrnd, og bod dem strår at folge ham.
Da han var kommen i Land med sit Merte og hele sit Skibsmandskab,
stevnede han op ad Gaden til Christkirten, som han hilsede med Kys. Her
kom Kong Magnus til ham med sin Trop og Merke, ligcsaa lon af
Randeberg, Sigurd Nikolasson og Ivar Horte, hver med sin Skare.
De faldt alle paa Knw foran Kirken, og gjorde deres Bon. Derefter
vendte Jarlen sig fra Kirken, og sagde til sine Mcrnd : „staar op og ta
ger Eders Vaaben, om en kort Tid kan det ve! falde i Eders Lod at
ligge her lcrnge nok. Han havde en rod Fustans Kjortel "), Silkehue ug
Spangebrynze, som dog ikke ganske var spcendt sammen om ham. I Haan
den holdt han sit dragne Sverd, som han kastede iVejrel og greb igjen, med de
Ord: „Endnu skulle I sige, at den gamle Knark kan saa Sverdet til at
bide." Imidlertid befalede han Ludrsvendene at blcese som tidest. Men
da de kom forbi Kirketaarnet og ud paa den aabne Mark, hvor han gan
ske kunde ovcrsee sine Rakker, kastede han Blikket til hojre og venstre, og
kunde ikke tilbageholde det Udbrud: „hvor ere vi nu alle?" Det hele An
tal, som man havde faaet samlet, var nemlig ikke storre end 60«) Mand.
Birkcbeinerne tom neermcre. De stormede over Ilevolden og
frem paa Kalvskindet, uden at der tales om at Trcrborgen lagde dem
nogen Hindring i Vejen, skjemt deres Vej dog faldt tort forbi den. De
modte Fienden paa Kalvskinds-Ageren, strax vestenfor Taarnet. Sam
menstodet var voldsomt, og Striden heftig, men ikke langvarig. Der
faldt endeel paa begge Sider, dog flest af larlsmcrndene. Birkebei
nerne stormede isoer hen mod Jarlens Merke. Thore Spola, der
bar det, kom i saadan Nod, at undveg, efter at have stodt
Stangen sast i Jorden. Hele Jarlens Fylking begyndte da at rykke til
bage, medens Birkebeinerne fremdeles trocngte frem, saa at Merket tilsidst
kom til at staa bagenfor deres Noekker. Dette vakte imidlertid nogen
Uro blandt dem. der stode loengere tilbage og endnu ikke vidste andet end
at Jarlen selv var der, hvor hans Merke vajede; Sverre lod det derfor
hugge ned. I samme øjeblik fik Erling et Stik midt paa Livet af en
Kesje. En Mand. som stod ncrr ved og saa det, sagde: „sarligt Stik,
Herre!" „Folger I kun Kongens Merke vel", sagde Jarlen, „mig stader
intet." Strar derpaa kom to af Birkebeinernes Hsvdtnger, Asser, med
Tilnavnet Prest, og Helge Thorfinnsssn fra Snas, ncer hen til Jarlen;
’) Fustan (engelst luutil»n) er et Slags tyndt Bomuldstoj.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
