- Project Runeberg -  Det norske Folks Historie / Tredie Deel /
957

(1852-1863) [MARC] Author: Peter Andreas Munch With: Paul Botten-Hansen, Otto Karl Klaudius Gregers Gregerssön Lundh
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

957
1240, Grkebistoppen tilbyder sin Mægling.
Uvished, thi endnu samme Dag kom cn Gjest til Kongen, der selv havde
virret med i Slaget. I Forstningen, da Kongen spurgte ham om Nyt,
vilde han ikke ud med Sproget, men da Kongen forestillede ham, at hvis
noget vigtigt var forefaldet, vilde han saa alligevel snart faa det at vide,
gav han en fuldstændig Beretning om Slaget. Kongen blev, som man
kunde vente, heel ilde tilmode derved, og Hertugens Folk, der nu ingen
Grcrndse kjendte for deres Spotterier, forsikrede endog, at hele Kong Haa
kons Hird i Viken var saa godt som nedsablet, og at det var hejst uvist,
om Jarlen kunde holde sig. Blandt Kongens Mamd, der ikke vidste, hvad
de skulde tro, herskede almindelig Forfcerdelse. Kongen selv tabte dog ikke
Modet, og Olaf Thordsson Hvitaskald, der var bleven tilbage i Norge,
da hans Frcender droge tilbage til Island, trostede hans Mcend med
at han nok vilde vide at oprette Skaden, og at Fienderne ikke lcenge
skulde komme til at triumfere ’). Kongen lod strar alle sine Lendermcrnd
tilsige, at de skulde holde sig fcrrdige til Opbrud paa fsrste Vink. Grke
bistoppen, der tilligemed de ovrige troede at Kongens Sag stod aldeles
fortvivlet, og for hvem derhos Hertugens mange Tilhcengere blandt Chors
brodrene og Augustinerne i Elgeseter vistnok ikke undlode at skildre Faren
storre end den virkelig var, tilbod sig, af nok saa velmeent Iver for Kon
gens Sag, at drage syd over Fjeldet, trods den stemme Aarstid, og for
soge, om han kunde mcegle Fred paa taalclige Vilkaar, forend det var for
silde. Men Kongen afslog Tilbudet, med oprigtig Tak for hans gode
Vilje. „Det kan nok vcere", sagde han, „at Beretningen om vor Skade
er overdreven; med Guds Mistund og St. Olafs Hjelp stole vi mest
paa vore egne Folk, og det vilde vcere utidigt at flutte Fred, forend vi
selv have provet Styrke med Hertugen, og erfaret, om der ej kommer
mere ud af det, end at lade andre kcempe for os paa vore Vegne. Er
det da Guds og St. Olafs Vilje, at vi skulle drage det kortere Straa.
saa kan det jo da vcrre tidsnok at tale om Fredsunderhandlinger." Til
at staalscrtte Kongen ved denne Lejlighed bidrog det neppe saa lidet,
at Prioren i Elgeseter, Lambe, var i Folge med Erkebiskoppen, thi
man maatte derved nsdvendigviis komme paa den Formodning, at Erkebi
skoppen handlede efter Indskydelse af Hertugens Venner, til hvilke Lambe
frem for alle maa have hort Den Uforsagthed og Trsstighed, som
Olaf, der for havde voeret hos Hertugen, maa saalcdes nu have erklceret sig
for Kongen.
2) Det var i Nikolaikirke, der, som bekjendt, var et Slags Kapel til Kongs-
gaarden, at Grkebistoppen afhandlede dette med Kongen. Da han ved denne
Samtale, som sædvanligt, brugte Udtrykket „vi", er det ikke ret tydeligt, om
det var hans Mening at rejse alene, eller i Folge med Lambe. Det sidste
synes rimeligst, men maatte ogsaa rcckke storre Mistanke hos Kongen.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:54:48 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/detnorske/1-3/0975.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free