- Project Runeberg -  Det norske Folks Historie / Tredie Deel /
985

(1852-1863) [MARC] Author: Peter Andreas Munch With: Paul Botten-Hansen, Otto Karl Klaudius Gregers Gregerssön Lundh
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

985
1238. Sturta Sighvatsssns Voldsomheder.
sig mcegtig nok dertil, henviste ham til sin Broder Bjorn. Uagtet Bjorn
selv troede sig berettiget til en Deel af Kols Gods, ja endog nys forud
havde vceret hos Sturla og halv om halv lovet at overdrage ham sin Ret,
kom han dog nu ved Samtalen med Kol maastee og ved Lofter af
ham paa bedre Tanker, og tilsagde ham sin Beskyttelse. Han sendte
et Bud til Sturla med en svoer Guldring og andre rige Gaver, bedende
ham at modtage dem som et Slags Godtgørelse, men at lade Sagen selv
fare, da den nu i Venskabelighed var bleven forligt. Sturla sendte for
bitret Gaverne tilbage, og lod Kol hilse, at han kun havde gjort sin Sag
meget vcerre ved at blande andre i den. Derpaa lod han Gissur tilmelde,
at han om Vaaren (1238) agtede sig sydefter for at skifte Kols Gods
med Orm, og opfordrede ham til at mode sig strar sondenfor Blaaskoge-Hei
den. Gissur var uklog nok til at love det, uagtet det hele Foretagende
maa have vceret ham meget imod. Sandsynligviis har han vel tcrnkt, at
han paa den Maade bedst kunde kontrollere Sturlas Ferd, og, om det be
hsvedes, stride ind. >
Da Paasten ncermede sig, lod Sturla de dygtigste og stridbareste af
sine Thingmcend og Tilhængere tilsige at mode bevcrbnede for at folge
ham sydover. Atter advarede Sighvat ham, og sagde at dette var at
befatte sig med ulykkebringende Gods, men forgjeves. Sturla drog afsted,
og blandt andre maatte hans Fcettere, Bodvar og Sturla Thordsson,
ledsage ham. „Sig mig," sagde Sighvat til Maar, en af Sturlungernes
gamle Venner, „hvor lcenge tror du at Sturlas übegrcrndsede Overmod
holder ved?" „Lcenge nok," svarede Maar, „da han har dig og andre
gjeve Friender i Ryggen; men hvad tcrnker du herom?" „Hovmod gaar
for Fald." svarede Sighvat, „og dog kan det vare lcenge nok med ham, hvis
han ikke styrter paa een Gang; thi falder han forst, bliver hans Fald
stort." Sighvat spaaede alt for sandt.
Gissur indsaa for sildigt det ukloge i sit Tilsagn. Da Sturla,
360 Mand sterh drog sydover Blaaskogeheiden, kom der et Sendebud imod
ham fra Gissur med den Hilsen, at baade Kol, Bjorn og Orm nu vare
forligte, saa at han ikke behovede at umage sig lcenger sydefter. Men
Sturla sagde at Sonderlcendingerne ikke skulde vise ham frem og tilbage
som en Hjord i en Hage, og lod Gissur melde, at han skulde mode ham
ved Apavatn lidt ovenfor Skaalholt. Gissur indfandt sig der, merkeligt nok,
med ikke flere end 40 Mand, og forefandt Sturla med hele hans Styrke. Da
merkede Gissur og hans Mcend Uraad., Medens Sturla, nu vistnok kun
for et Syns Skyld, traadte til Side med Gissur og talte nogle Ord med
ham, spurgte Kloing Bjornsson, Snorres Stifson, der var i Folge med
Gissur, Sturla Thordsson, der ledsagede sin Fcetter, om denne ej agtede
at svige dem. Sturla meente at det havde ingen Fare. Han vidste sand-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:54:48 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/detnorske/1-3/1003.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free