Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
630 Haakon Magnusson.
ges ncermeste Kreds kommen til den Overbeviisning, at et afgjsrende
Skridt maatte tages, og da Hertugerne vare for mcrgtige til at man
kunde bruge Magten imod dem, maatte man gribe til List og den skam
meligste Svig l). Man ssgte nemlig ved forstilt Venlighed at gjore
dem godtroende og indbilde dem, at Kongen nu endelig oprigtigt em
skede at komme dem imsde og forlige sig med dem, for at faa dem begge
paa eengang lokket i Kongens Vold. Og dette lykkedes altfor vel, og
snarere end maastee Kongen og hans Venner selv havde ventet. Paa
en Rejse, som Hertug Valdemar i October eller November 4317 fore
tog til Stockholm, bessgte han undervejs Kong Byrge i Nykopmg, og
blev der modtagen af Kongen og Dronningen med den stsrste Venlighed.
Dronningen anstillede sig, som om det gjorde hende hjertelig ondt, at
Hertug Grik altid ssgte at undgaa hende; hun spurgte Valdemar, om
han da aldrig vilde komme, og Valdemar lod sig virkelig fore bag Lyset,
saa at han troede hendes Forsonlighed oprigtig, og maastee endog, som
det sedvanligt gaar, solte en vis Anger og Undseelse over at have troet
verre om hende og sin Broder, end de fortjente. Han blev der om Nat
ten, og rejste derfra med den fulde Overbeviisning at han og Erik her
efter fra deres Broder Kong Byrge og hans Dronning kun havde alt
godt at vente. Kort efter indbod Kongen skriftligt begge sine Brodre
til sig til Lsverdagen efter St. Nicolai Dag (den INde December),
formodentlig i det foregivne Ojemed, at de skulde tilbringe Julen hos
ham. Erik, som paa den Tid maa have vceret sammen med Valdemar
paa Daavo, spurgte denne, der sidst havde vceret hos Kongen, om han
antog det tilraadeligt at modtage Indbydelsen. Valdemar meente at der
aldeles ikke var nogen Fare. - Erik indvendte, at Dronningen og Brunke
ej vare at tro paa, ligesaa lidet som Kongen, om denne end nu talede
siedstt. Valdemar var fremdeles godtroende, og Erik lod sig endelig
overtale., Ingen af deres Folge synes, besynderligt nok, at have adva
ret dem. Forst da de vare komne i Ncerheden af Nykoping, kom der
en ung Ridder, som alvorligt advarede dem mod at give sig paa een
Gang i Kongens Vold. Men Valdemar svarede ham uvenligt, som om
han kun sogte at scette Ondt paany mellem dem og Kongen, og Rid
deren reed harmfuld bort. Det synes dog at have vceret Hertugernes
Hensigt, ikke strax om Aftenen at drage lige til Nyksping, men at tage
Natteleje en Mils Vej derifrå, da der indtraf Udsendinger fra Kongen
med den Hilsen, at de dog endelig maatte komme til Slottet endnu samme
Aften og tilbringe Natten der; nu var der jo dog kun en Miil tilbage.
Hertugerne havde saa godt som heller ikke noget Valg, thi der var ingen
l) See Suhm XI. 814, 815.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
