Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
386 Magnus Erifsftn.
oa siden bekmftet som et vigtigt Document, sees deraf, at der 57 Aar
efter blev taget en verificeret Afskrift af den med dens Bilag’). Man
seer heraf hvor noje og tillige fornuftigt Arbeidet og Bekostningen var
fordeelt, idet de vanskeligere Vejpartier, hvoraf flere Aattinger nod godt,
ikke varpaabyrdet den Aatting alene, hvor de laa, men ogsaa de ovrige,
der havde sin Fcrrsel derover, som f. Gx. Eidesmyrene, hvis Farbar
holdelse paalaa ikke Tyrvinjerdalsbonderne alene, men ogsaa Gullfjerdings-,
Vordals- og Viker-Aattingens, medens Vejen til Hardanger holdtes oppe
af Boar-Aattingen og Kvitler-Aattingen, og Broen, som forte til den,
for en Deel af Morkedalen og Vinjesogningerne. Og Steenlcegningen
under Hvilehval, udenfor Sognets Grcendser, men hvoraf hele Sognet
havde Nytte, paahvilede dette under Eet. Ellers er det og tydeligt at
see, hvorledes Vejen i den Tid (naturligviis Nidevej) slyngede sig snart
op’ i Hojden, over Klevcr, og Myrer, snart nede i Dalen, uden, som
nu, at folge Elven eller holde sig ide lavere Strog. Den gik, som
man seer, i Dyrvinjerdals- og Gullfjerdings-Aattingen ikke nede om Flage
oq Rekvc, men oppe om Berge og Germe, og maaskee fra Vangen over en
Klev til Gerde; til Raundalen gik den heelt oppe om Ton, og til Anger
synes den flet ikke at have fulgt Talen, der forer til Granven-Vandet, men
at vcere gaaet over Fjeldet lige ned til Fjorden, enten ved Eide eller Folke
dal. Denne Maade at legge Vejen paa var den, som man i hine Tider,
da man alene reiste til Hest, og Bakkerne saaledes ej gjorde videre til
Sagen, fandt at voere den rimeligste, fordi den tillige var Communica
tionsvej fra Gaard til Gaard; alle disse Veje var formodentlig de eld
gamle Rideveje, saaledes som de fra den fjerneste Oldtid havde ligget.
Og endnu finder man paa mange Steder, hvor Vejene ej nylig ere om
lagte, Levninger af dette for den Neisende saa byrdefulde System, dob
belt byrdefuldt efter at Vejen selv er bleven Kjorevej og befares med
Vogne. Hvor maatte ikke saaledes Communicationen i hine Dage have
vceret endnu mere mojsommelig, end vi nu, efterat vi saa lcenge have
haft brede Kjoreveje, godt kunne forestille os, undtagen hvor Vejen endnu
har sin eldgamle, übekvemme Beliggenhed ! Men det var heller ikke vore
Forfedre saa meget om Bekvemmelighed eller om Hurtighed at gjore,
som om at Vejen saa meget som muligt undgik det dyrkbare Land. „Lig
ger Thjodgate (Landevej) over en Mands Jordvej", heder det i Landslo
ven, „da er det ham tilladt at fore den af Jordvejen imod at gjore en
anden, ligesaa god at fare i Tort og Vaadt, og da stal man fare den, om
den end er Og saaledes kom da Vejen til at slynge sig i
’) Det er efter denne Afskrift, at hiin ovenfor benyttede Ouersettelse er forfattet,
’) Landsloven VII. 43. NorgeS gl. L, 11. S, t3l.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
