Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6
Den lyneborgske Hede saaer Aar sor Aar slere
Skovplakktager, Huse og landeveie, derimod Fortsættelsen
as dekk, gjekkkkenk Hertkkgdømkkkerkke og ind i Jylland,
har endnu sor største Delen samme udseende, som i det
sorrige Aarhundrede. Der er Eharacteer og Poesie i
den dauske Hede. Her er Stjerkkehikkklekk udstrakt og stør,
her svæve Taagerne i Stormen, som Ossiakks Aander,
og Eensomhedekk kader os her have Besøg as vore helligste
Tanker. Som et Spøgekse as en Skov vo^er her Grupper
as sorkuede Ege, med ^os til kkd paa de yderske Grene;
en ægyptisk Slægt med guukbruun Hud og kulsorte Oine
sører her sit ^omadeliv, steger under aaben Himmel
det stjaalne ^ank og holder Bryllup og Dakkds udensor
Huset, der er hurtigt reist as lyngtørv midt paa den
eensomkkke Hede.
Kun langsomt bevægede min Bogn sig srekkk i det
dybe Sand; jeg troer, makk kunde blive søsyg ved at
kjøre her. Bestandigt fremad gjennem øde, mennesketomme
Egne; de enkelte Huse, man her kommer sorbi, ere
udstrakte dænger, hvor ^øgekk hvirvler frem gjekkkkenk
dekk aabne Port^ Hufekke have ikkgekk Skorsteue, det er,
som om Arnestedet manglede, som onk derinde intet Hjem
var, som onk kun den Fremmede paa Bakkdrikkgen over
Heden her i Hast tændte en Jld midt paa Gnlvet og
varmede sig lidt, sor atter at vandre videre^. —
Skor-stenene paa Bokkdekks Hnus og deu hvirvlende ^øg gjøre
det hjemligt ; Skorstenen pynter og opliver næsten ligesaa
meget, som Blomsterkvarteret foran Hnfet — knekk her
var det i Harnkokki med Hede-Egnen og med den kolde
Efteraarsdag. Solen skinnede vel, men den havde ikkgekk
varme Straaler, det var maaskee heller ikke engang
Solen selv, mekk kun dens skinnende Kjortel, som dekk
lod glide hen over Himlen. Jkke et menneske mødte vi,
ikke en Ovæghjørd var at see; makk knnde næsten troe,
at Alt var sovet ind eller bundet ved en Fortryllelse.
Først ud paa Eftermiddagen aabeubarede fig et
frødigt landskab; vi saae en stør Skøv, dens brune ^øv
i Sølskinnet gav den lldseekkde af en Købberfkøv, dekk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
