Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
74
maate. Hvert menneske sitter selv inde med
sand-heten; al virkelig kundskap hviler i ens egen sjæl.
Enhver trænger derfor alene at samle sine tanker
for at faa øie paa den kundskap han selv forut
eier. Sjælen er fra en høiere verden kommet
herned paa jorden, og i denne foruttilværelse skuet
sjælen de guddommelige tanker selv, ideerne, som
er forbilleder for alle de ting som findes paa
jorden. Naar nu sjælen senere paa jorden ser
tingene, avbillederne,drar den sig forbillederne tilminde.
Tingene her paa jorden blir saaledes anledning til
at vi erindrer guddomstankerne fra foruttilværelsen.
At lære noget er derfor intet andet end at erindre
noget; ti det som opgaar for os i erindringen, har
skjult været tilstede i vor sjæl, og saa henter vi
det frem. Al kundskap tages saaledes fra vor egen
sjæls dyp, fra erindringsdypet.
Denne opfatning av vore kundskapers
erhvervelse maatte i Hegelianismens tidsalder atter ligge
meget nær, og der var ogsaa en helt bevisst
tilslutning til Platon. Efter Hegels lære har den
tænkende bare at fordype sig i sin egen tanke;
kan denne gripes i sin renhet, ugrumset av den
tænkendes skrøpeligheter som enkeltmenneske, er
tanken den klare kilde al kundskap strømmer ut av.
J. L. Heiberg siger saaledes i Hegelsk aand at
menneskehetens lærere ikke kan gi os noget egentlig
nyt. «Tvertimod, hvad de skjænker os, er vort
Eget, og det Allerældste; de forøge ikke vor
Eien-dom, men de aabne vore Øine for Det, som vi
allerede besidde.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>