Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
78
han alt. Det ene menneske kan bare si: «Jeg
troer og har troet, at dette er skeet, uagtet det er
Forstanden en Daarskab og det menneskelige Hjerte
til Forargelse.» Men dette er jo slet ingen
meddelelse; der er gjort alt for at frabede sig ethvert
kompaniskap. Et menneske kan for en anden bare
bli anledning til at den anden glemmer alle
mennesker i troens lidenskap. Den troende er derfor
den enkelte, absolut bare den enkelte, «uden alle
connexioner og vidtløftigheder». Han er aldrig
lærer, han er vidne. Den troende hører i
universets ensomhet aldrig nogen menneskelig røst,
men gaar alene med sit forfærdelige ansvar.
Vi ser nu den konsekvens som drev
Kierkegaard frem til denne opfatning av religionen. Skal
han reddes fra ensomheten, kan det ikke ske ved
at gaa ut i menneskevrimmelen. Denne vrimmel
er jo intet andet end en masse «anledninger» som
støter ham tilbake i det egne tankelivs ensomme
tungsind. Skal han komme ut over den triste
monolog, gives der en dialog, maa det være en
samtale med guden. Men denne fører et sprog
paradokst for den menneskelige tanke. Og det er
nødvendig; ti talte guden fornuftens sprog, vilde
jo ogsaa han bare være anledning, og dæmre hen
som en skygge for det indre livs lysende rigdom.
Heller ikke med guden er der saaledes
egentlig samtale, forstaaelig tale mellem to. Det
religiøse liv er en splittelse i «øieblikke» uten indre
sammenhæng. Dette øieblik fordrer menneskets
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
