- Project Runeberg -  Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / IX Bog. Trolovelse
 Titel och innehåll | _Next >>_
User: Password:
Register | Login help

 
Search this site with Google:
 Project Runeberg | Catalog | RSS | Forum | Recent Changes | Comments?

33

34
Hertil kom, at en rig Arving snarere stod til at vinde, medens hun endnu var lille og kun havde Arv i Vente, end naar hun alt sad inde med Ejendommen. Alle disse Hensyn maatte føre til, at Kvinderne bortfæstedes i en meget ung Alder.

Denne Skik var baade gammel og i det 16de Aarhundrede almindelig saavel hos høje som hos lave, overalt hvor der overhovedet var noget at arve. Allerede i Sagatiden omtales, hvorledes paa Island Gudrun Osvifsdatter blev bortgiftet, da hun var 15 Aar gammel[1], og Thorgerde Glumsdatter, da hun endnu kun var 14 Aar[2]. Og Danmarks Historie i Middelalderen afgav for Kongehusets Vedkommende gentagne Eksempler derpaa. Det var saaledes ingenlunde noget enestaaende, at Dronning Margrethe kun 11 Aar gammel ægtede Hakon den 6te og fra sit 14de Aar levede som Hustru med ham. Hendes Navne, Christian den Førstes Datter Margrethe, blev ligeledes 11 Aar gammel bortfæstet til den skotske Konge Jacob den Tredje. Allerede Aaret efter førtes hun til Skotland, hvor hendes Bryllup stod et Par Uger efter, at hun havde fyldt sit 12te Aar[3]. Ganske samme Skik fulgtes i det øvrige Evropa[4].

Det danske Kongehus i det 16de Aarhundrede afveg ikke fra almindelig Skik og Brug. Frederik den Førstes Dronning Anna, Christian den Tredjes Dronning Dorothea og Frederik den Andens Dronning Sophia var alle tre hver især kun 14 Aar gamle, da de blev gifte. Frederik den Andens Datter Anna blev gift i samme Alder med Jacob den Sjette af Skotland. Fremmeligere end alle disse var dog Hertug Hans den Yngres anden Hustru

illustration placeholder
Fig. 6. Barn med Dukke og Vugge. (Træsnit fra det 16de Aarhundrede. Berliner Kobberstiksamling.)
35
Agnes Hedvig. Ganske vist var ogsaa hun 14 Aar, da hun ægtede ham, men hun var dengang allerede Enke, idet hun 13 Aar gammel havde mistet sin første Mand, Kurfyrst August af Sachsen. Der var i alle saadanne Tilfælde en brat Overgang fra at lege med Dukkevugge (Fig. 6) til selv at faa Brug for en rigtig.

For at hindre lignende tidlige Forbindelser blandt Adelen i Danmark blev der Aar 1539 i Odense udstedt kongeligt Forbud herimod. Det var nemlig blevet Skik hos den danske Adel at trolove Døtrene bort som smaa, længe førend der kunde være Tale om Bryllup. Da Trolovelsen var en kirkelig Handling med bindende Kraft, kunde herved Partiet sikres og Sagen være fuldt afgjort, længe førend den kvindelige Part havde mindste Forstand herpaa. Men herved opstod der, som Recessen siger, "stor Guds Fortørnelse, desligeste Slægtninges og Venners Forhaanelse, hvoraf atter opvoksede stort Had og Fordærvelse blandt Adelen". For at undgaa sligt forbødes det da nu at trolove nogen adelig Jomfru bort "i hendes umyndige Aar, førend hun var kommen til Skelsalder, saa at de paa begge Sider kunde give deres Ja og Samtykke".

Hvis nogen ikke desto mindre var særlig ivrig for at faa en Barneforbindelse i Stand, aabnede Recessen dog vedkommende en Udvej. Kirkelig Trolovelse ved Præst var jo nu forbuden. Men der kunde nok sluttes en Slags verdslig Trolovelse, en Art Væddemaal om Ægteskab, eller Brudekøb paa Tid, hvorved begge Parter skriftligt forpligtede sig til en bestemt Sum, som den svigtende Part havde at udrede til den trofaste, hvis der intet Bryllup blev af – saaledes "som Sædvane er udi andre fremmede omkring liggendis Lande"[5].

Det Forbud, som saaledes gaves Aar 1539 i Odense, gentoges saa godt som ordret i den saakaldte københavnske Reces af 1547 [6]. Endelig udvidede Frederik den Anden det Aar 1582 til alle Stænder[7]. Ingen Trolovelse skulde nu være gyldig, naar den var sket i vedkommendes umyndige Aar. Fra nu af maatte altsaa enhver ung Kvinde, adelig som uadelig, vente med at afgøre sligt til det fyldte attende Aar[8]. I Christian den Femtes danske Lov fastsattes det fyldte sekstende Aar som Kvindens Myndighedsalder i saa Henseende[9].

Man vilde imidlertid tage meget fejl, hvis man i et Forhold som
36
dette sluttede fra Lov til Tilstand, og man vilde kun daarligt kende den danske Adel, hvis man troede den hemmet ved sligt et Forbud, hvortil den dog selv, gennem Rigsraadet, havde givet sit Samtykke. Børnetrolovelserne vedblev.

Nogle Eksempler vil godtgøre dette. Holder vi os blot til Tidsrummet mellem Recessen i Odense og Midten af det 17de Aarhundrede, saa forekom heri, blandt mange andre, følgende Eksempler paa tidlige Trolovelser og Giftermaal: Femten Aar gammel ægtede Dorothea Ranzau Markvard Ranzau[10], og Barbara Friis Jørgen Seefeld[11]. Kun fjorten Aar gammel trolovedes Margrethe Breide med Peder Iversen[12], Else Grubbe med Joachim Beck[13], Jytte Gyldenstjerne med Otto Thott[14], Mette Rosenkrans med Niels Krabbe[15] og Mette Ranzau med Frederik Ahlefeldt[16]. Margrethe Ranzau var kun fjorten Aar, da hun holdt Bryllup med Kay Ahlefeldt[17], Else Parsberg trolovedes med Laurits Ulfeld, da hun var fjorten Aar, og ægtede ham den Dag, da hun fyldte sit femtende Aar[18]. Tretten Aar gammel trolovedes Karine Krausse med Frederik Friis[19], Anna Brahe med Sten Maltesøn[20], Else Rammel med Christian Barnekov[21]. Hak Ulfstand "lod ærligen bede om" den tolvaarige Pernille Gøye "til Hustru at have, anseendis hendes Skikkelighed, Tugt og gode Lader"[22]. Og ligeledes kun tolv Aar gammel trolovedes Birgitte Brock med Tyge Brahe til Taastrup[23], Ida Gjøe med Jens Juel[24], Barbara Friis med Jørgen Seefeld[25], Anna Sehested med Eiler Ulfeld[26], Kirstine Urne med Christian Bjelke[27], Birgitte Lunge med Henrik Rammel[28].

Kun elleve Aar gammel ægtede Pernille Oxe Otto Rud[29], og i samme Alder trolovedes Margrethe Brahe med Christen Skeel[30], Helle Gyldenstjerne med Holger Lindenov[31], Ellen Parsbjerg med Mogens Ulfeld[32], Dorothea Ranzau med Christian Ranzau[33]. Ti Aar gammel blev Christine Munk trolovet med Erik Rosenkrans[34]. Sophia Ranzau var ganske vist elleve Aar, da hun trolovedes med Laurits Ulfeld, men hun havde alt fem Aar gammel været trolovet med Broderen Jacob Ulfeld, der i Mellemtiden var falden i Krigen[35]. Under disse Forhold kan det ikke undre, at Christian den Fjerde og Kirstine Munk kunde møde med tre Døtre, alle trolovede omtrent i Ni-Aars Alderen: Anna Katharine med Frants Ranzau[36], Sophie Elisabeth med Christian Pentz[37]
37
og Eleonora Christine med Korfits Ulfeldt[38]. - Naar man i det 16de og Begyndelsen af det 17de Aarhundrede saa en Gruppe af voksne Kvinder og Smaapiger afmalede (Fig. 7), burde man da vel vogte sig for at afgøre, hvem af dem der var Bruden.

Lod Adelen sig ikke hindre af Forbud mod tidlig Trolovelse, saa lod Borgerstanden sig ikke heller. For blot at nævne et Par Eksempler herpaa, saa trolovedes i Ribe Marine Hans Svanings Datter fjorten Aar gammel med Anders Sørensen Vedel[39], hendes Moster Dorthe vistnok kun tretten Aar gammel med Peder Baggesen[40], i Odense Birgitte Seeblad 11 Aar gammel med Borgmester Thomas Riisbrigh[41]. Professor Alanus ægtede den fjortenaarige Gjørild Christensdatter[42], Præsten i Mesinge ægtede den fjortenaarige Sidsel Lauritsdatter, der blev Enke, da hun var femten Aar[43], Slotsskriver Ivar Nielsen paa Aalholm bortfæstede to Døtre, hver kun tolv Aar gamle, og Bryllup stod, da de var fjorten[44], o. s. v.

illustration placeholder
Fig. 7. Hvilken af dem er Bruden? (Efter Joh. de Brunes. Amsterdam 1636.)

At ogsaa Bønderne i Nordens forskellige Egne fulgte samme Skik, kan ses af følgende Træk: "Den 16de Juni Aar 1626", skriver Biskop Hans Mikkelsen i sin Dagbog, "holdt jeg Visitats i Arninge paa Lolland og traf alt vel. Der førte man en lille Pige paa otte Aar frem, der begærede at troloves med en ung Bonde. Men jeg afslog det i hele Menighedens Paahør"[45]. – Paa Landemodet i Aarhus 1639 blev Præsten i Hedensted anklaget, fordi
38
han havde vægret sig ved at trolove en Mands to Døtre med deres Friere. Præsten undskyldte sig med, at de begge var Børn, den ene i det tolvte, den anden i det niende Aar, og ingen af dem havde endnu været til Alters. Landemodet afgjorde Sagen saaledes, at den yngste skulde afvises, men den ældre kan, naar Provsten har overhørt hende, og hun har staaet sig godt i Katekismus, blive trolovet[46].

Fra Sverige hedder det i Kinnevalds Herreds Domsbog af 1621 i en Retssag mod Bonden Hakon Hakonsen og hans Hustru Ingeborg: "Findes her ved Grænsen en stor Usæd, at de bortgifte deres Børn saa smaa og unge, at de ikke vide eller kunne forstaa, hvad Ægteskabet er, ej heller hvad de er Gud Almægtigste eller hinanden skyldige. Saa at Ingeborg, som alt haver været gift i nogle Aar, ikke endnu er femten Aar gammel, og Hakon Hakonsen ikke over atten Aar"[47]. Skikken har holdt sig i enkelte Egne af Sverige indtil det 19de Aarhundrede. Om Forholdene i Blekinge hedder det saaledes Aar 1800: "Formuende Bønders Døtre bortgives undertiden i en Alder af 8-10 Aar"[48].

*

En Del af disse Børn, der saaledes gav deres Ja og Samtykke til noget, hvorom de ikke havde Begreb, maatte vistnok nødes eller lokkes hertil. Vi veed saaledes om Birgitte Gøye – der, længe førend hun ægtede Herluf Trolle, i sit ellevte Aar var bleven trolovet med Jesper Daa – at hun kun ved Anvendelse af Magt og List var af sine Omgivelser bleven dreven til dette Skridt. Faderen og Stifmoderen svarede paa hendes Bøn om at maatte blive fri, "at de ikke vilde være æreløse for hendes Skyld". Og en Klosterjomfru, under hvis "Ave og Limestrøg" (Slag med Ris), hun indtil kort forinden havde været, lokkede og truede hende til at afskrive et forelagt Brev, der indeholdt hendes Samtykke[49].

Men i Reglen behøvedes der dog vistnok hverken Magt eller List for at vinde den kvindelige Parts Samtykke. Efter Tidens hele Tankegang maatte det at troloves staa som noget vinkende, ikke mindst for de unge, der herved opnaaede den første Adkomst til at regnes blandt de voksne. Og næppe har
39
Forholdet været stort anderledes i Danmark end i Tyskland, hvorom en tysk Digter Aar 1538 siger:

         Desligeste unge Møer, naar          De knap har naaet deres tolvte Aar,          Og end ej en Suppe lave kan,          Straks vil de have sig en Mand.          Ja, kunde de følge Hjertens Attraa,          Det elvte Aar ej vented de paa [50].

Disse tidlige Trolovelser maatte nødvendigt medføre, at Forholdet i mangt et Tilfælde, set med Nutidsøjne, tog sig besynderligt ud. Det er saaledes en malende Beskrivelse af den lille Birgitte Seeblad, der i sit ellevte Aar var bleven trolovet med Borgmester Thomas Riisbrigh: "Hun laa i Seng hos Moderen og spiste noget; og som der blev spurgt om, hvad det var hun aad, saa blev igensvaret, at det var Sukker, som Thomas (Frieren) havde givet hende"Bircherods haandskrevne Dagbog. G. K. S. no. 2499 4to. . Skøndt længst trolovet, vedblev dog Christian IV’s Datter, Eleonora Christine, fremdeles at opdrages ved Hjælp af Riset. Ved en enkelt Lejlighed lod endog hendes Hovmesterinde lave to Ris og bearbejdede hende saa eftertrykkeligt dels paa sædvanlig Vis, dels med den tykke Ende af Riset, at hun i fire Uger næppe kunde gaa og bevarede Ar deraf hele sit Liv. Først ved gentagne Klager til sin Fæstemand lykkedes det endelig Eleonora Christine længe efter at blive fri for denne Plageaand[51].

Selv hvor der var Tale om Forholdet mellem de Trolovede indbyrdes, kunde Datiden stundom i Glemsomhed sætte den kvindelige Part helt ud af Spillet. I Ligprædikenen over Fru Karine Krausse, der tretten Aar gammel var bleven trolovet med Frederik Friis, som døde før de fik Bryllup, hedder det saaledes i Omtalen af hans Død: "Vorherre kaldede ham hen, hvilket var ikke hendes Forældre, Søskende og gode Venner en ringe Sorg" [52]. Hun selv forbigaas ganske.

Det er dog ret sandsynligt, at selve de tidlige Trolovelser i mangt et Tilfælde kan have fremmet en tilsvarende tidlig Modenhed i Følelserne. Man faar saaledes Indtryk af en kraftig Afsky i den sejge Modstand, som Birgitte Gøye udfoldede, lige fra da hun som tiaarigt Barn grædende fæstedes til Jesper Daa, og indtil hun efter femten lange Aars Kamp endelig fik Dom for, at
40
Trolovelsen skulde anses for ugyldig. Omvendt lader Følelsernes Varme intet tilbage at ønske hos de to Søstre Anna Katharina og Eleonora Christine, der hver især kun ni Aar gamle knyttede deres Skæbne til en andens. Den ældste Søster døde, endnu halvt et Barn, af Sorg over Tabet af sin Fæstemand. Den yngste Søster viste et langt Liv igennem, at den trofaste Hengivenhed, hvorpaa hun alt som lille havde aflagt Prøve[53], heller ikke senere lod sig kue selv af de tungeste Tilskikkelser.

Men som Regel gjaldt det dog vistnok, at Loven havde Ret, naar den krævede Myndighedsalder for Trolovelse. Kun Skade, at man saa lidet rettede sig herefter. Saa megen desmere Agtelse faar man imidlertid for de enkelte, der vovede at følge Loven og værne om Døtrenes Ret til selv at have en Mening med om deres fremtidige Skæbne. Et af de faa Eksempler herpaa afgav Fru Ide Munk, hvis Optræden det har Interesse nærmere at betragte, netop fordi den, som en Art Modprøve, dobbelt bekræfter Datidens Iver for unge Trolovelser.

Ide Munk havde været gift med Oluf Rosenkrans til Vallø, der døde allerede Aar 1545 og efterlod hende som Enke med tre Døtre. En af disse ægtede Peder Bille, en Søn af Rigens Hofmester Esge Bille. Den gamle Hr. Esge var imidlertid ikke fuldt tilfreds med den herved vundne Familje-Udsigt til Part i Vallø. Han ønskede endnu en af sine Sønner, Henrik Bille, tro-lovet med nok en af Ide Munks Døtre, den lille Karen Rosenkrans. I denne Anledning forklarede han, at salig Oluf Rosenkrans i sin Tid havde givet Løfte paa dette Parti. Frieren, Henrik Bille, som just opholdt sig i Udlandet, fik faderlige Opfordringer til intet at forsømme, men sende Gaver til sin Udkaarne baade fra Paris og Angers. Selv skikkede han herhjemme Bud paa Bud til alle hendes paarørende. Og lidt efter lidt lykkedes det den mægtige Rigens Hofmester at vinde næsten samtlige Frænders Samtykke.

Kun een sagde nej, det var Moderen Fru Ide Munk. Hun og Esge Bille mødtes tilsidst i København og taltes mundtligt ved, men hans Veltalenhed var forgæves. Ide Munk stod ved sit, at "hun ikke vilde forlove eller forsige sin Datter udi hendes umyndige Aar". Alt sligt maatte vente, til Jomfru Karen kunde "have sin gode Beraad og Tykke hos sig selver og hos hendes anbaarne
41
Venner paa fædrene og mødrene, saa hun og kunde tale sine egne Ord, Vilje og Mening".

Esge Bille blev forbitret. I sin Vrede skrev han til sin gifte Søn, Peder Bille, og opfordrede ham til at ophidse sin Hustrus Familje mod Svigermoderen. "Saa beder jeg dig, at naar de og du ville derom forhandle hos Christoffer Rosenkrans, at du tilforn med Lempe vil undervise Erik Krabbe, at han vilde tilskynde og bevilge fornævnte Christoffer Rosenkrans, at han vilde tilskrive Fru Ide, at hvis hun udi samme Tale og Lejlighed gør hannem med andre flere den gode Jomfrues anbaarne Venner, som samme Tale bevilget have, ordløse, da skal han gøre hende arveløs eller med andre Saadanne haarde Ord, som hun kan lægge paa Sinde" [54].

Denne Skrivelse har Interesse i mere end een Henseende. Dels viser den i Almindelighed, at man kan aldrig være forsigtig nok med slige Breve. Hvad hjalp det, at Hr. Esge havde skrevet udenpaa: "Til min kære Søn Peder Bille paa Aarhusgaard udi egen Hænde og ingen andre at opbryde". Han havde glemt at tilføje: Brænd Brevet! og i 300 Aar har det nu ligget aabent for enhver. Men dels og fornemmelig har Brevet Interesse, for saa vidt det kaster et ejendommeligt Lys over Datidens Tænkemaade. Hvad var nemlig denne Kvindes Brøde, hvorfor hun skulde gøres arveløs eller trues med andre haarde Ord? Ingen anden, end at hun adlød Loven. Den samme Lov, som var bleven udstedt for elleve Aar siden, 1539, og som for et Par Aar siden var bleven gentagen paany i den københavnske Reces af 1547, der klart og bestemt forbød umyndiges Trolovelse. Og saa stærkt var Folkeskik og Tankesæt i Strid mod denne Lov, at Landets højeste Embedsmand kunde aabenlyst forhandle med Alverden om at overtræde den, ja uden at rødme opfordre sin egen Søn, ligeledes kongelig Embedsmand, til at øve Uret mod en Kvinde, fordi hun agtede at lystre Loven.

Fru Ide Munk var imidlertid ikke den, der lod sig true fra sin Mening. Det synes fuldt vel at have passet ogsaa paa hende, hvad der siden blev sunget om hendes Datter:

         Selv var hun en Frue mægtig og god          Og holdt sig som en Ridder anstod          I Adfærd, Miner og Lader.          Hun havde og under det Kvindebryst          En Ridders Hjerte og største Lyst          I Dyder at følge sin Fader.
42

Kækt optog hun Kampen mod Rigens Hofmester og veg ikke en Haarsbred. Da Esge Bille afkrævede hende skriftligt Svar, sendte hun ham et Brev, hvis Datum desværre nu er ulæselig, men som i hvert Fald er affattet efter deres Møde i København. Næst efter at henvise til det mundtlige Svar, som hun dér havde givet ham, endte hun med følgende klare Besked: "Kære Hr. Esge! saa veed jeg ingen anden Svar at kan give dig paa din kære Søns Vegne om fornævnte min Datter udi den Sag, og ikke heller vil jeg opholde dig eller hannem længere eller videre hermed, at han udi nogen Maade kommer udi Forhaling eller Forskikkelse(?), at han paa et andet Sted kunde forsømme sin gode Behag, hvormed han fast ydermere og bedre kunde være forseet, end med hende. Men udi alle andre Maader, jeg veed og kan være dig, hannem eller nogen dine til Villie"[55] o. s. v.

Ide Munk fik kæmpet sin Sag sejrrigt igennem, Datteren Karen fritoges for i sine umyndige Aar at fæstes bort. Iøvrigt endte Sagen, som saa meget andet menneskeligt, vidt forskelligt fra, hvad nogen af Parterne havde drømt om. Esge Bille, der alt i Tankerne havde føjet Størsteparten af Vallø til Billernes Eje, fik for sit eget Vedkommende kun Tid til i sit Testamente at dele sit Gods. Saa bortreves han pludselig af Pest i Februar 1552. Stridens Genstand, Jomfru Karen Rosenkrans, naaede aldrig Myndighedsalderen. Hun sank Aaret efter, den 16de Oktober 1553, død om, efter Sagnet midt i en Dans[56]. Den utrøstelige Henrik Bille, der i Angers ikke havde kunnet æde, naar han i Breve fra Hjemmet hørte udtalt Tvivl om, hvorvidt Karen var hans[57], søgte Bod for sit Savn og ægtede Christence Ulfstand.

*

3

Kun faa af de Følelser, som Nutiden er vant til at se blive forherligede, nød saa ringe Anseelse i det 16de Aarhundrede, som Forelskelse. Der var paa en Maade heller ingen rigtig Plads for den i Forholdet mellem de giftefærdige. For dem, der alt sov sammen paa Tro og Love, var Udtrykket for spinkelt. Hos dem, der, skøndt indbyrdes næsten ubekendte, dog trolovedes, manglede den Smule Jordsmon, hvori den kunde trives. Hertil


[1] Laxdæla Saga Kap. 34.
[2] Njals Saga Kap. 34.
[3] A. Huitfeldt: Danmarckis Rigis Krønicke. 4to. V. 81, 189, 190.
[4] Fred. Baro a Wolzogen & Neuhaus: Dissert. de connubiis infantum inter illustres maxime frequentatis. (Frcf. & Leipzig 1728.) -- Historisk Tidsskrift 4de Række II 901-2.
[5] Den Odenseske Reces af 1539 § 12 (Rosenvinge: Gamle danske Love IV 190-97).
[6] Den kjøbenhavnske Reces af 1547 § 23 (Rosenvinge: Gamle danske Love IV 214-36).
[7] H. Rørdam: Danske Kirkelove II 343.
[8] Kolderup-Rosenvinge: Grundrids af den danske Retshistorie I. (2den Udg. Kbhvn. 1832) § 84. S. 147.
[9] Danske Lov 3-16-5.
[10] Joh. Luderus: Leichpred. über Fr. Dorothea Rantzou. (Glückstadt 1647) 4to. Bl. E1 og 3.
[11] Hans Michelszön: Ligpræd. over Fru Barbara Frisz. (Aarhus 1639) 4to. Bl. N. 2 og 4.
[12] Hans Jacobsøn Jersin: Ligpræd. over Peder Iffuersøn og Hustru Fru Margrete Breide. (Kbhvn. 1647) 4to. Bl. P1 og P4.
[13] Matz Jensøn Medelfar: Ligpræd. over Fru Else Grubbe. (Kbhvn. 1632) 4to. S. 42.
[14] Peder Winstrup: Ligpræd. over Fru Jytte Gyldenstjern. (Kbhvn. 1640) 4to. S. 26 og 31.
[15] Knud Lercke: Ligpræd. over Jomfru Mætte Rosenkrantz. (Kbhvn. 1632) 8vo. Bl. A6 og B.
[16] Stephan Klotz: Leichpred. über Jungfr. Metta geborhrn Rantzowin. (Rostock 1643) 4to. Bl. L2 og B. [læs M]3.
[17] Steph. Klotz: Leichpred. über Frau Margaretha gebohren Rantzowin. (Lübeck 1648) 4to. S. 66.
[18] Bricka og Gjellerup: Den danske Adel i det 16de og 17de Aarh. I 328 og 331.
[19] Niels Lauritzsøn A. N.: Ligpræd. over Fru Charine Krauffse. (Kbhvn. 1604) 8vo. Bl. C5-sub>6</sub>.
[20] Matz Jensøn Medelfar: Ligpræd over Fru Anna Brahe (Kbhvn. 1635) 4to. S. 66-71. Aar 1589 lod Sten Maltesøn "kjærligen anlange om hende". Den egentlige Trolovelse fandt dog først Sted i Paasken 1590.
[21] Peder Winstrup: Ligpræd. over Fru Else Ramel (Malmø 1660) 4to. S. 38 og 45.
[22] Mogens Mattssøn: Ligpræd. over Fru Pernille Gyöe. (Kbhvn. 1590) Bl. l6.
[23] Rubeck Christensen Humble: Ligpræd. o. Fru Ide Giøe. (Kbhvn. 1656) 4to. S. 53 og 58.
[24] Rubeck Christensen Humble: Ligpræd. o. Fru Ide Giøe. (Kbhvn. 1656) 4to. S. 53 og 58.
[25] Hans Michelszøn: Ligpræd. o. Fru Barbara Frisz. (Aarhus 1639) 4to. Bl. N. 2 og 4.
[26] Matthiis Foss: Ligpræd. over Fru Anna Sehestedt. (Kbhvn. 1662) 4to. S. 32-42.
[27] Historisk Tidsskrift 3dje Række III 539.
[28] Matz Jensøn (Medelfar): Ligpræd. o. Fru Birgitte Lunge. (Kbhvn. 1630) 8vo. S. 50.
[29] Laurids Bertelsen: Ligpræd. over Fru Pernille Oxe (Kbhvn. 1584) 8vo. Hun var født paa Nielstrup 1538 (Bl. G. 2), levede med Otto Rud 16 Aar i Ægteskab (Bl. G. 3) og han døde 11 Oktob. 1565 (Bl. G. 4, siges at hun derpaa levede XI Aar i Enkestand, hvilket maa være en Trykfejl for XIX Aar. da hun døde 1584).
[30] Niels Lauritzszøn A. N.: Ligpræd. o. Fru Margrete Brahe. (1614.) 4to. Bl. E2.
[31] Ligpræd. o. Fru Helle Gyldenstjerne, Niels Parsbjergs til Eskjær. Kallske Mnskrpr. Saml. No. 521 4to.
[32] Langebekske Excerpter No. 161. R. A.
[33] Steph. Clotz: Leichpred. ü. Fr. Dorothea Gräffin zu Rantzow. (Schleswig 1663) 4to. S. 74.
[34] Lauritz Mortenssøn Skaboe: Ligpræd. o. Jomfru Kirstine Munck. (Kbhvn. 1624) 8vo. Bl. B. 2 og 7.
[35] Lauritz Mortenszøn Skaboe: Ligpræd. o. Fru Sophie Rantzow. (Kbhvn. 1635). 4to. Bl. E. 2. Her angives kun Trolovelsen med Jacob Ulfeld at være foregaaet paa Kallundborg Slot "halvandet Aar førend Gud kaldte hendes salig Fader". Men i Valentin Christenssøn: Ligpræd. o. Cai Rantzow. (Kbhvn. 1626) 4to. Bl. F. 4 siges denne at være død 5 April 1623; og halvandet Aar forud var Sophie Rantzau, der var født d. 13 Decbr. 1616, kun fem Aar.
[36] Anna Katharine var født den 10 August 1618, og d. 14 Januar 1627 "blev det klart mellem hende og Frantz Ranzau" (Vedel Simonsen: Bidrag til Hr. Jørgen Brahes Levnetsbeskrivelse (Odense 1845) S. 41-42).
[37] Sophie Elisabeth født 20 Septbr. 1619, trolovet "omtrent ved Krigens Slutning 1629". -- J. A. Fridericia: Danmarks ydre politiske Historie 1629-60 I 88.
[38] S. Birket Smith: Leonora Christina Grevinde Ulfeldts Historie I 54.
[39] C. Wegener: Hist. Efterretn. o. Anders Sørensen Vedel. Fol. S. 95-96.
[40] Saml. til jydsk Historie og Topografi. I 222.
[41] Lauritz Christensen Wellejus: Ligpræd. o. Birgitte Ottesdatter, Borgemester Thomæ Brodersøns. ( Kbhvn. 1666) S. 16.
[42] Olai Wormii: Epistolæ p. 12 og 59. -- H. Rørdam: Kjøbenhavns Universitets Historie III 613.
[43] Jacob Madsens Visitatsbog, udg. af Crone S. 158 fg.
[44] C. Giessing: Ny Samling Jubel-Lærere III 229.
[45] Hans Mikkelsens Dagbog 16 Juni 1626. Kallske Manuskript Saml. no. 81 fol. (I Suhm’s Samlinger t. d. Danske Historie I 2, 14 er denne Begivenhed meddelt, men cupiens desponsari fejlagtigt oversat: "begærede at giftes med".
[46] O. Wolff: Journal for Politik, Natur og Menneskekundskab. (Kbhvn. 1807) IV 153.
[47] Hyltén Cavallius: Wärend och Wirdarne II (Sthlm. 1868) 260.
[48] J. J. Öller: Beskrf. öfver Jemshögs Sochn i Blekinge (1800). S. 213.
[49] Danske Magazin 3dje Række I 172-76. I Dommen siges udtrykkeligt, at Birgitte Göye "var paa den Tid et uforstandigt Barn ikke ældre end paa sit 11te Aar", samt at, da hun efter Stifmoderens Død sendte sin Fæstensgave tilbage", "var hun kommen til 14 Aars Alderen". Samtidigt hedder det dog i Dommen, der er dateret 10 August 1540, at den er fældet i Henhold til en kongelig Befaling om at undersøge denne Trolovelse, "som er sket for 15 Aar siden", hvoraf kunde sluttes, men dog ikke med Nødvendighed følger, at Trolovelsen er foregaaet 1525. Den kongelige Befaling kunde jo nemlig være udstedt før Aar 1540. Naar nu hertil kommer, at vi om Birgitte Göyes Fødselsaar kun med Sikkerhed vide, at hun var yngste Barn, og at hendes Moder døde den 9. Novbr. 1513, saa er der næppe tilstrækkelig Grund til med T. A. Becker (Herluf Trolle og Birgitte Göie S. 7-8) og C. F. Allen (De tre nordiske Rigers Historie IV l, 196) imod Dommens klare Ord at forandre Birgitte Gøyes Alder, da Trolovelsen skete, til 14-15 Aar.
[50] Paul Rebhun: Ein Hochzeit Spiel auf die Hochzeit zu Cana (1546) Act I Scene 2:

         Desgleichen junge metzen zwar,          Ehe eine kümpt ins zwelffte jar          Nicht recht ein suppen machen kan,          So wil sie haben einen Man.          Ja stunds bey ihr, und wer on gfar,          Sie harret nicht ins eilffte jar.

{P. Rebhun’s Dramen herausg. von H. Palm (Stuttgart 1859) S. 98-99).
[51] S. Birket Smith: Leonora Christina Grevinde Ulfeldts Historie I 66-67.
[52] N. N. Lauritzsøn A. N.: Ligpræd. o. Fru Charine Krauffse (Kbhvn. 1604) 8vo. Bl. C 7.
[53] S. Birket Smith: Leonora Christina Grevinde Ulfeldts Historie I 55.
[54] Skrivelse fra Fru Ide Munk til Hr. Esge Bille, dat. Vallø Palmesøndag anno .... Orig. Danske Adelsbreve Fasc. 47. Munk. -- Om Datoen smlgn. A. Heise, Historisk Tidsskrift 5te Ræke V 286-87.
[55] Skrivelse fra Fru Ide Munk til Hr. Esge Bille, dat. Vallø Palmesøndag anno .... Orig. Danske Adelsbreve Fasc. 47. Munk. -- Om Datoen smlgn. A. Heise, Historisk Tidsskrift 5te Ræke V 286-87.
[56] Anders Petersen: Vallø og Omegn (Kbhvn. 1877) S. 284. -- Kirkehistoriske Samlinger III 686. -- Kallske Mnskr. Saml. no. 524. 4to.
[57] Skrivelse fra Henrik Billes Hovmester Lauritz Ipsen til Hr. Esge Bille, dat. Angiers Fredag efter Sct. Bartholomæi dag anno 1551. Orig. Danske Adelsbreve Fasc. 9. Bille.

Valid HTML 4.0!All our files are DRM-freeProject Runeberg, Sun May 26 23:25:18 2019
http://runeberg.org/