Bibelen / 1. Mosebog 8 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

1.Mosebog 8

  1.  Da ihukom Gud Noa og alle de vilde Dyr og Kvæget, som var hos
      ham i Arken; og Gud lod en Storm fare hen over Jorden, så at
      Vandet begyndte at falde;
  2.  Verdensdybets Kilder og Himmelens Sluser lukkedes, Regnen fra
      Himmelen standsede,
  3.  og Vandet veg lidt efter lidt bort fra Jorden, og Vandet tog af
      efter de 150 Dages Forløb.
  4.  På den syttende Dag i den syvende Måned sad Arken fast på
      Ararats Bjerge,
  5.  og Vandet vedblev at synke indtil den tiende Måned, og på den
      første Dag i denne Måned dukkede Bjergenes Toppe frem.
  6.  Da der var gået fyrretyve Dage: åbnede Noa den Luge, han havde
      lavet på Arken,
  7.  og sendte en Ravn ud; den fløj frem og tilbage, indtil Vandet
      var tørret bort fra Jorden.
  8.  Da sendte han en Due ud for at se, om Vandet var sunket fra
      Jordens Overflade;
  9.  men Duen fandt intet Sted at sætte sin Fod og vendte tilbage til
      ham i Arken, fordi der endnu var Vand over hele Jorden; og han
      rakte Hånden ud og tog den ind i Arken til sig.
 10.  Derpå biede han yderligere syv Dage og sendte så atter Duen ud
      fra Arken;
 11.  ved Aftenstid kom Duen tilbage til ham, og se, den havde et
      friskt Olieblad i Næbbet. Da skønnede Noa, at Vandet var svundet
      bort fra Jorden.
 12.  Derpå biede han syv Dage til, og da han så sendte Duen ud, kom
      den ikke mere tilbage til ham.
 13.  I Noas 601ste Leveår på den første Dag i den første Måned var
      Vandet tørret bort fra Jorden. Da tog Noa Dækket af Arken, og da
      han så sig om, se, da var Jordens Overflade tør.
 14.  På den syv og tyvende Dag i den anden Måned var Jorden tør.

 15.  Da sagde Gud til Noa:
 16.  "Gå ud af Arken med din Hustru, dine Sønner og dine Sønnekoner
 17.  og for alle Dyr, der er hos dig, alt Kød, Fugle, Kvæg og alt
      Kryb, der kryber på Jorden, ud med dig, at de kan vrimle på
      Jorden og blive frugtbare og mangfoldige på Jorden!"
 18.  Da gik Noa ud med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner;
 19.  og alle de vildtlevende Dyr, alt Kvæget, alle Fuglene og alt
      Krybet, der kryber på Jorden, efter deres Slægter, gik ud af
      Arken.

 20.  Derpå byggede Noa HERREN et Alter og tog nogle af alle de rene
      Dyr og Fugle og ofrede Brændofre på Alteret.
 21.  Og da HERREN indåndede den liflige Duft, sagde han til sig selv:
      "Jeg vil aldrig mere forbande Jorden for Menneskenes Skyld, thi
      Menneskehjertets Higen er ond fra Ungdommen af, og jeg vil
      aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, således som jeg nu
      har gjort!
 22.  Herefter skal, så længe Jorden står, Sæd og Høst, Kulde og Hede,
      Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke ophøre!"