- Project Runeberg -  Bibelen /
1. Mosebog 9

(1933) Tema: Christian Literature, Danish Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

1.Mosebog 9

  1.  Derpå velsignede Gud Noa og hans Sønner og sagde til dem: Bliv
      frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden!
  2.  Frygt for eder og Rædsel for eder skal være over alle Jordens
      vildtlevende Dyr og alle Himmelens Fugle og i alt, hvad Jorden
      vrimler med, og i alle Havets Fisk; i eders Hånd er de givet!
  3.  Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene eder til Føde;
      ligesom de grønne Urter giver jeg eder det alt sammen.
  4.  Dog Kød med Sjælen, det er Blodet, må I ikke spise!
  5.  Men for eders eget Blod kræver jeg Hævn; af ethvert Dyr kræver
      jeg Hævn for det, og af Menneskene indbyrdes kræver jeg Hævn for
      Menneskenes Liv.
  6.  Om nogen udøser Menneskers Blod, ved Mennesker skal hans Blod
      udøses, thi i sit Billede gjorde Gud Menneskene.
  7.  Men I skal blive frugtbare og mangfoldige! Opfyld Jorden og gør
      eder til Herre over den!"

  8.  Derpå sagde Gud til Noa og hans Sønner:
  9.  "Se, jeg opretter min Pagt med eder og eders Efterkommere efter
      eder
 10.  og med hvert levende Væsen, som er hos eder, Fuglene, Kvæget og
      alle Jordens vildtlevende Dyr, alt, hvad der gik ud af Arken,
      alle Jordens Dyr;
 11.  jeg opretter min Pagt med eder og lover, at aldrig mere skal alt
      Kød udryddes af Flodens Vande, og aldrig mere skal der komme en
      Vandflod for at ødelægge Jorden!"

 12.  Fremdeles sagde Gud: "Dette er Tegnet på den Pagt, jeg til evige
      Tider opretter mellem mig og eder og hvert levende Væsen, som er
      hos eder:
 13.  Min Bue sætter jeg i Skyen, og den skal være Pagtstegn mellem
      mig og Jorden!
 14.  Når jeg trækker Skyer sammen over Jorden, og Buen da viser sig i
      Skyerne,
 15.  vil jeg komme den Pagt i Hu, som består mellem mig og eder og
      hvert levende Væsen, det er alt Kød, og Vandet skal ikke mere
      blive til en Vandflod, som ødelægger alt Kød.
 16.  Når Buen da står i Skyerne, vil jeg se hen til den og ihukomme
      den evige Pagt mellem Gud og hvert levende Væsen, det er alt Kød
      på Jorden."
 17.  Og Gud sagde til Noa: "Det er Tegnet på den Pagt, jeg opretter
      imellem mig og alt Kød på Jorden!"

 18.  Noas Sønner, der gik ud af Arken, var Sem, Kam og Jafet; Kam var
      Fader til Kana'an;
 19.  det var Noas tre Sønner, og fra dem stammer hele Jordens
      Befolkning.

 20.  Noa var Agerdyrker og den første, der plantede en Vingård.
 21.  Da han nu drak af Vinen, blev han beruset og blottede sig inde
      i, sit Telt.
 22.  Da så Kana'ans Fader Kam sin Faders Blusel og gik ud og fortalte
      sine Brødre det;
 23.  men Sem og Jafet tog Kappen, lagde den på deres Skuldre og gik
      baglæns ind og tildækkede deres Faders Blusel med bortvendte
      Ansigter, så de ikke så deres Faders Blusel.
 24.  Da Noa vågnede af sin Rus og fik at vide, hvad hans yngste Søn
      havde gjort ved ham,
 25.  sagde han: "Forbandet være Kana'an, Trælles Træl blive han for
      sine Brødre!"
 26.  Fremdeles sagde han: "Lovet være HERREN, Sems Gud, og Kana'an
      blive hans Træl!
 27.  Gud skaffe Jafet Plads, at han må bo i Sems Telte; og Kana'an
      blive hans Træl!"

 28.  Noa levede 350 År efter Vandfloden;
 29.  således blev Noas fulde Levetid 950 År, og derpå døde han.


Project Runeberg, Thu Dec 20 01:07:52 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/dkbibel/01_09.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free