- Project Runeberg -  Bibelen /
1. Mosebog 30

(1933) Tema: Christian Literature, Danish Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

1.Mosebog 30

  1.  Da Rakel så, at hun ikke fødte Jakob noget Barn, blev hun
      skinsyg på sin Søster og sagde til Jakob: "Skaf mig Børn, ellers
      dør jeg!"
  2.  Men Jakob blev vred på Rakel og sagde: "Er jeg i Guds Sted?
      Det er jo ham, der har nægtet dig Livsfrugt!"
  3.  Så sagde hun: "Der er min Trælkvinde Bilha; gå ind til hende, så
      hun kan føde på mine Knæ og jeg få Sønner ved hende!"
  4.  Og hun gav ham sin Trælkvinde Bilha til Hustru, og Jakob gik ind
      til hende.
  5.  Så blev Bilha frugtsommelig og fødte Jakob en Søn,
  6.  og Rakel sagde: "Gud har hjulpet mig til min Ret, han har hørt
      min Røst og givet mig en Søn." Derfor gav hun ham Navnet Dan.
  7.  Siden blev Rakels Trælkvinde Bilha frugtsommelig igen og fødte
      Jakob en anden Søn;
  8.  og Rakel sagde: "Gudskampe har jeg kæmpet med min Søster og
      sejret." Derfor gav hun ham Navnet Naftali.

  9.  Men da Lea så, at hun ikke fik flere Børn, tog hun sin
      Trælkvinde Zilpa og gav Jakob hende til Hustru;
 10.  og da Leas Trælkvinde Zilpa fødte Jakob en Søn,
 11.  sagde Lea: "Hvilken Lykke!" Derfor gav hun ham Navnet Gad.
 12.  Siden fødte Leas Trælkvinde Zilpa Jakob en anden Søn;
 13.  og Lea sagde: "Held mig! Kvinderne vil prise mit Held!"  Derfor
      gav hun ham Navnet Aser.

 14.  Men da Ruben engang i Hvedehøstens Tid gik på Marken, fandt han
      nogle Kærlighedsæbler og bragte dem til sin Moder Lea. Da sagde
      Rakel til Lea: "Giv mig nogle af din Søns Kærlighedsæbler!"
 15.  Lea svarede: "Er det ikke nok, at du har taget min Mand fra mig?
      Vil du nu også tage min Søns Kærlighedsæbler?" Men Rakel sagde:
      "Til Gengæld for din Søns Kærlighedsæbler må han ligge hos dig i
      Nat!"
 16.  Da så Jakob kom fra Marken om Aftenen, gik Lea ham i Møde og
      sagde: "Kom ind til mig i Nat, thi jeg har købt dig for min Søns
      Kærlighedsæbler!" Og han lå hos hende den Nat.
 17.  Så bønhørte Gud Lea, og hun blev frugtsommelig og fødte Jakob en
      femte Søn;
 18.  og Lea sagde: "Gud har lønnet mig, fordi jeg gav min Mand min
      Trælkvinde." Derfor gav hun ham Navnet Issakar.
 19.  Siden blev Lea frugtsommelig igen og fødte Jakob en sjette Søn;
 20.  og Lea sagde: "Gud har givet mig en god Gave, nu vil min Mand
      blive hos mig, fordi jeg har født ham seks Sønner." Derfor gav
      hun ham Navnet Zebulon.
 21.  Siden fødte hun en Datter, som hun gav Navnet Dina.

 22.  Så kom Gud Rakel i Hu, og Gud bønhørte hende og åbnede hendes
      Moderliv,
 23.  så hun blev frugtsommelig og fødte en Søn; og hun sagde: "Gud
      har borttaget min Skændsel."
 24.  Derfor gav hun ham Navnet Josef; thi hun sagde: "HERREN give mig
      endnu en Søn!"

 25.  Da Rakel havde født Josef. sagde Jakob til Laban: "Lad mig fare,
      at jeg kan drage til min Hjemstavn og mit Land;
 26.  giv mig mine Hustruer og mine Børn som jeg har tjent dig for, og
      lad mig drage bort; du ved jo selv, hvorledes jeg har tjent
      dig!"
 27.  Men Laban svarede: "Måtte jeg have fundet Nåde for dine Øjne!
      Jeg har udfundet, at HERREN bar velsignet mig for din Skyld."
 28.  Og han sagde: "Bestem, hvad du vil have i Løn af mig, så vil jeg
      give dig den!"
 29.  Så sagde Jakob: "Du ved jo selv, hvorledes jeg har tjent dig, og
      hvad din Ejendom er blevet til under mine Hænder;
 30.  thi før jeg kom, ejede du kun lidet, men nu har du Overflod;
      HERREN har velsignet dig, hvor som helst jeg satte min Fod. Men
      når kan jeg komme til at gøre noget for mit eget Hus?"
 31.  Laban svarede: "Hvad skal jeg da give dig?" Da sagde Jakob: "Du
      skal ikke give mig noget; men hvis du går ind på, hvad jeg nu
      foreslår dig, vedbliver jeg at være Hyrde for dine Hjorde og
      vogte dem.
 32.  Jeg vil i Dag gå hele din Hjord igennem og udskille alle
      spættede og blakkede Dyr alle de sorte Får og de blakkede eller
      spættede Geder skal være min Løn;
 33.  i Morgen den Dag skal min Retfærdighed vidne for mig: Når du
      kommer og syner den Hjord, der skal være min Løn, da er alle de"
      Geder, som ikke er spættede eller blakkede, og de Får, som ikke
      er sorte, stjålet af mig."
 34.  Laban svarede: "Vel, lad det blive, som du siger!"
 35.  Så udskilte han samme Dag de stribede og blakkede Bukke og de
      spættede og blakkede Geder, alle dem der havde hvide Pletter, og
      alle de sorte Får og overgav dem til sine Sønner,
 36.  og han lod der være tre Dagsrejser mellem dem og Jakob; og Jakob
      vogtede Resten af Labans Hjord.

 37.  Men Jakob tog friske Grene af Hvidpopler, Mandeltræer og
      Plataner og afskrællede Barken således, at der kom hvide Striber
      på Grenene; 38 og de afskrællede Grene stillede han op i Trugene
      foran Dyrene, i Vandrenderne, hvor Dyrene kom hen og drak; og de
      parrede sig, når de kom for at drikke;
 39.  Dyrene parrede sig foran Grenene og fødte så stribet, spættet og
      blakket Afkom.
 40.  Og Lammene udskilte Jakob. Og han lod Dyrene vende Hovedet mod
      de stribede og alle de sorte dyr i Labans Hjord. På den Måde fik
      han sine egne Hjorde, som han ikke bragte sammen med Labans.
 41.  Og hver Gang de kraftige Dyr parrede sig, stillede Jakob Grenene
      op foran dem i Vandrenderne, for at de skulde parre sig foran
      Grenene;
 42.  men når det var de svage Dyr, stillede han dem ikke op; således
      kom de svage til at tilhøre Laban, de kraftige Jakob.
 43.  På den Måde blev Manden overmåde rig og fik Småkvæg i Mængde,
      Trælkvinder og Trælle, Kameler og Æsler.


Project Runeberg, Thu Dec 20 01:07:52 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/dkbibel/01_30.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free