- Project Runeberg -  Bibelen /
2. Mosebog 9

(1933) Tema: Christian Literature, Danish Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

2.Mosebog 9

  1.  Derpå sagde HERREN til Moses: "Gå til Farao og sig til ham: Så
      siger HERREN, Hebræernes Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan
      dyrke mig!
  2.  Men hvis du vægrer dig ved at lade dem rejse og bliver ved med
      at holde dem fast,
  3.  se, da skal HERRENs Hånd komme over dit Kvæg på Marken, over
      Hestene, Æslerne og Kamelerne, Hornkvæget og Småkvæget med en
      såre forfærdelig Pest.
  4.  Og HERREN skal sætte Skel mellem Israels Kvæget og Ægypterens
      Kvæg, så der ikke skal dø noget af, hvad der tilhører
      Israeliterne."
  5.  Og HERREN satte en Tidsfrist, idet han sagde: "I Morgen skal
      HERREN lade dette ske i Landet."
  6.  Den følgende Dag lod HERREN det så ske, og alt Ægypternes Kvæg
      døde, men af Israeliternes Kvæg døde ikke et eneste Dyr.
  7.  Farao sendte da Bud, og se, ikke et eneste Dyr af Israeliternes
      Kvæg var dødt. Men Faraos Hjerte blev forhærdet, og han lod ikke
      Folket rejse.

  8.  Derpå sagde HERREN til Moses og Aron: "Tag begge eders Hænder
      fulde af Sod fra Smelteovnen, og Moses skal kaste det i Vejret i
      Faraos Påsyn!
  9.  Så skal det blive til en Støvsky over hele Ægypten og til
      Betændelse, der bryder ud i Bylder på Mennesker og Kvæg i hele
      Ægypten!"
 10.  Da tog de Sod fra Smelteovnen og trådte frem for Farao, og Moses
      kastede det i Vejret; og det blev til Betændelse, der brød ud i
      Bylder på Mennesker og Kvæg.
 11.  Og Koglerne kunde ikke holde Stand over for Moses på Grund af
      Betændelsen, thi Betændelsen angreb Koglerne såvel som alle de
      andre Ægyptere.
 12.  Men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, så han ikke hørte på dem,
      således som HERREN havde sagt til Moses.

 13.  Derpå sagde HERREN til Moses: "Træd i Morgen tidlig frem for
      Farao og sig til ham: Så siger HERREN, Hebræernes Gud: Lad mit
      Folk rejse, for at de kan dyrke mig!
 14.  Thi denne Gang vil jeg sende alle mine Plager mod dig selv og
      mod dine Tjenere og dit Folk, for at du kan kende, at der er
      ingen som jeg på hele Jorden.
 15.  Thi ellers havde jeg nu udrakt min Hånd for at ramme dig og dit
      Folk med Pest, så du blev udryddet fra Jordens Overflade;
 16.  dog derfor har jeg ladet dig blive i Live for at vise dig min
      Magt, og for at mit Navn kan blive forkyndt på hele Jorden.
 17.  Endnu stiller du dig i Vejen for mit Folk og vil ikke lade det
      rejse.
 18.  Se, jeg lader i Morgen ved denne Tid et frygteligt Haglvejr
      bryde løs, hvis Lige ikke har været i Ægypten, fra den Dag det
      blev til og indtil nu.
 19.  Derfor må du sørge for at bringe dit Kvæg og alt, hvad du har på
      Marken, i Sikkerhed! Thi alle Mennesker og Dyr, der befinder sig
      på Marken og ikke er kommet under Tag, skal rammes af Haglen og
      omkomme."
 20.  De blandt Faraos Tjenere, der frygtede HERRENs Ord, bragte nu
      deres Trælle og Kvæg under Tag;
 21.  men de, der ikke lagde sig HERRENs Ord på Hjerte, lod deres
      Trælle og Kvæg blive ude på Marken.
 22.  Da sagde HERREN til Moses: "Ræk din Hånd op mod Himmelen, så
      skal der falde Hagl i hele Ægypten på Mennesker og Dyr og på
      alle Markens Urter i Ægypten!"
 23.  Da rakte Moses sin Stav op mod Himmelen, og HERREN sendte Torden
      og Hagl; Ild for ned mod Jorden, og HERREN lod Hagl falde over
      Ægypten;
 24.  og der kom et Haglvejr, med Ildsluer flammende mellem Haglen, så
      voldsomt, at dets Lige aldrig havde været nogetsteds i Ægypten,
      siden det blev befolket;
 25.  og i hele Ægypten slog Haglen alt ned, hvad der var på Marken,
      både Mennesker og Kvæg, og alle Markens Urter slog Haglen ned,
      og alle Markens Træer knækkede den;
 26.  kun i Gosen, hvor Israeliterne boede, faldt der ikke Hagl.

 27.  Da sendte Farao Bud efter Moses og Aron og sagde til dem: "Denne
      Gang har jeg syndet; HERREN har Ret, og jeg og mit Folk har
      Uret;
 28.  gå i Forbøn hos HERREN, at det nu må være nok med Guds Torden og
      Haglvejret, så vil jeg lade eder rejse, og I skal ikke blive
      længer!"
 29.  Moses svarede ham: "Så snart jeg kommer ud af Byen, skal jeg
      udbrede mine Hænder mod HERREN; så skal Tordenen høre op, og
      Haglen skal ikke falde mere, for at du kan kende, at Jorden
      tilhører HERREN."
 30.  Dog, jeg ved, at du og dine Tjenere endnu ikke frygter for Gud
      HERREN."
 31.  Hørren og Byggen blev slået ned, thi Byggen stod i Aks, og
      Hørren i Blomst;
 32.  derimod blev Hveden og Spelten ikke slået ned, thi de modnes
      senere.
 33.  Da Moses var gået bort fra Farao og var kommet ud af Byen,
      udbredte han sine Hænder mod HERREN, og da hørte Tordenen og
      Haglen op, og Regnen strømmede ikke mere ned.
 34.  Men da Farao så, at Regnen, Haglen og Tordenen var hørt op,
      fremturede han i sin Synd, og han og hans Tjenere forhærdede
      deres Hjerte.
 35.  Faraos Hjerte blev forhærdet, så at han ikke lod Israeliterne
      rejse, således som HERREN havde sagt ved Moses.


Project Runeberg, Thu Dec 20 01:07:53 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/dkbibel/02_09.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free