- Project Runeberg -  Bibelen /
2. Mosebog 32

(1933) Tema: Christian Literature, Danish Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

2.Mosebog 32

  1.  Men da Folket så, at Moses tøvede med at komme ned fra Bjerget,
      samlede det sig om Aron, og de sagde til ham: "Kom og lav os en
      Gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet
      af denne Moses, der førte os ud af Ægypten!"
  2.  Da sagde Aron til dem: "Riv de Guldringe af, som eders Hustruer,
      Sønner og Døtre har i Ørene, og bring mig dem!"
  3.  Så rev hele Folket deres Guldørenringe af og bragte dem til
      Aron.
  4.  Og han modtog dem af deres Hånd, formede Guldet med en Mejsel og
      lavede en støbt Tyrekalv deraf. Da sagde de: "Her, Israel, er
      din Gud, som førte dig ud af Ægypten!"
  5.  Og da Aron så det, byggede han et Alter for den, og Aron lod
      kundgøre: "I Morgen er det Højtid for HERREN!"
  6.  Tidligt næste Morgen ofrede de så Brændofre og bragte Takofre og
      Folket satte sig til at spise og drikke, og derpå stod de op for
      at lege.

  7.  Da sagde HERREN til Moses: "Skynd dig og stig ned, thi dit Folk,
      som du førte ud af Ægypten, har handlet ilde;
  8.  hastigt veg de bort fra den Vej jeg bød dem at vandre; de har
      lavet sig en støbt Tyrekalv og tilbedt den og ofret til den med
      de Ord: Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!"
  9.  Og HERREN sagde til Moses: "Jeg har iagttaget dette Folk og set,
      at det er et halsstarrigt Folk.
 10.  Lad mig nu råde, at min Vrede kan blusse op imod dem så vil jeg
      tilintetgøre dem; men dig vil jeg gøre til et stort Folk!"
 11.  Men Moses bønfaldt HERREN sin Gud og sagde: "Hvorfor HERRE skal
      din Vrede blusse op mod dit Folk, som du førte ud af Ægypten med
      vældig Kraft og stærk Hånd?
 12.  Hvorfor skal Ægypterne kunne sige: I ond Hensigt førte han dem
      ud, for at slå dem ihjel ude mellem Bjergene og udrydde dem af
      Jorden? Lad din Vredes Glød høre op, og anger den Ulykke, du
      vilde gøre dit Folk!
 13.  Kom Abraham, Isak og Israel i Hu, dine Tjenere, hvem du tilsvor
      ved dig selv: Jeg vil gøre eders Afkom talrigt som Himmelens
      Stjerner, og jeg vil give eders Afkom hele det Land, hvorom jeg
      har talet, og de skal eje det evindelig!"
 14.  Da angrede HERREN den Ulykke han havde truet med at gøre sit
      Folk.

 15.  Derpå vendte Moses tilbage og steg ned fra Bjerget med
      Vidnesbyrdets to Tavler i Hånden, Tavler, der var beskrevet på
      begge Sider, både på Forsiden og Bagsiden var de beskrevet.
 16.  Og Tavlerne var Guds Værk, og Skriften var Guds Skrift, ridset
      ind i Tavlerne.
 17.  Da hørte Josua Støjen af det larmende Folk, og han sagde til
      Moses: "Der høres Krigslarm i Lejren!"
 18.  Men han svarede: "Det er ikke sejrendes eller slagnes Skrig, det
      er Sang, jeg hører!"
 19.  Og da Moses nærmede sig Lejren og så Tyrekalven og Dansen,
      blussede hans Vrede op, og han kastede Tavlerne fra sig og
      sønderslog dem ved Bjergets Fod.
 20.  Derpå tog han Tyrekalven, som de havde lavet, brændte den i
      Ilden og knuste den til Støv, strøde det på Vandet og lod
      Israeliterne drikke det.
 21.  Og Moses sagde til Aron: "Hvad har dette Folk gjort dig, siden
      du har bragt så stor en Synd over det?"
 22.  Aron svarede: "Vredes ikke, Herre! Du ved selv, at Folket ligger
      i det onde,
 23.  og de sagde til mig: Lav os en Gud, som kan drage foran os, thi
      vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud
      af Ægypten!
 24.  Da sagde jeg til dem: De, der har Guldsmykker, skal rive dem af!
      De bragte mig da Guldet, og jeg kastede det i Ilden, og så kom
      denne Tyrekalv ud deraf!"

 25.  Da Moses nu så, at Folket var tøjlesløst til Skadefryd for deres
      Fjender, fordi Aron havde givet det fri Tøjler,
 26.  stillede han sig ved Indgangen til Lejren og sagde: "Hvem der er
      for HERREN, han komme hid til mig!" Da samlede alle Leviterne
      sig om ham,
 27.  og han sagde til dem: "Så siger HERREN, Israels Gud: Bind alle
      Sværd om Lænd og gå frem og tilbage fra den ene Indgang i Lejren
      til den anden og slå ned både Broder, Ven og Frænde!"
 28.  Og Leviterne gjorde, som Moses havde sagt, og på den Dag faldt
      der af Folket henved 3000 Mand.
 29.  Og Moses sagde: "Fra i Dag af skal I være Præster for HERREN,
      thi ingen skånede Søn eller Broder, derfor skal Velsignelse
      komme over eder i Dag."

 30.  Næste Dag sagde Moses til Folket: "I har begået en stor Synd ;
      men nu vil jeg stige op til HERREN, måske kan jeg skaffe Soning
      for eders Synd!"
 31.  Derpå gik Moses atter til HERREN og sagde: "Ak, dette Folk har
      begået en stor Synd, de har lavet sig en Gud af Guld.
 32.  Om du dog vilde tilgive dem deres Synd! Hvis ikke, så udslet mig
      af den Bog, du fører!"
 33.  HERREN svarede Moses: "Den, som har syndet imod mig, ham vil jeg
      udslette af min Bog!
 34.  Men gå nu og før Folket hen, hvor jeg har befalet dig at føre
      det hen; se, min Engel skal drage foran dig! Men til sin Tid vil
      jeg straffe dem for deres Synd!"
 35.  Og HERREN slog Folket, fordi de havde lavet Tyrekalven, den,
      Aron lavede.


Project Runeberg, Thu Dec 20 01:07:54 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/dkbibel/02_32.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free