- Project Runeberg -  Bibelen /
3. Mosebog 22

(1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

3.Mosebog 22

  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  2.  Sig til Aron og hans Sønner, at de skal behandle Israeliternes
      Helliggaver, som de helliger mig, med Erefrygt, for at de ikke
      skal vanhellige mit hellige Navn. Jeg er HERREN!
  3.  Sig til dem: Enhver af alle eders Efterkommere, som i de
      kommende Slægter i uren Tilstand kommer de Helliggaver nær,
      Israeliterne helliger HERREN, det Menneske skal udryddes fra mit
      Åsyn. Jeg er HERREN!
  4.  Ingen af Arons Efterkommere, der er spedalsk eller lider af
      Flåd, må spise noget af Helliggaverne, før han bliver ren; den,
      der rører ved en, som er uren ved Lig, eller den, fra hvem der
      går Sæd,
  5.  eller den, der rører ved noget Slags Kryb, ved hvilket man
      bliver uren, eller ved et Menneske, ved hvem man bliver uren, af
      hvad Art hans Urenhed være kan,
  6.  enhver, der rører ved noget sådant, skal være uren til Aften og
      må ikke spise af Helliggaverne, før han har badet sit Legeme i
      Vand.
  7.  Når Solen går ned, er han ren, og derefter må han spise af
      Helliggaverne, thi de er hans Mad.
  8.  Selvdøde og sønderrevne Dyr må han ikke spise for ikke at gøre
      sig uren derved. Jeg er HERREN!
  9.  De skal overholde mine Forskrifter, at de ikke skal pådrage sig
      Synd og dø derfor, fordi de vanhelliger det. Jeg er HERREN, som
      helliger dem.
 10.  Ingen Lægmand må spise af det hellige; hverken den indvandrede
      hos Præsten eller hans Daglejer må spise af det hellige.
 11.  Men når en Præst for sine Penge køber sig en Træl, da må denne
      spise deraf, og ligeledes må hans hjemmefødte Trælle spise af
      hans Mad.
 12.  Når en Præstedatter ægter en Lægmand, må hun ikke spise af de
      ydede Helliggaver;
 13.  men når en Præstedatter bliver Enke eller forstødes uden at have
      Børn og vender tilbage til sin Faders Hus og er der som i sine
      unge År, da må hun spise af sin Faders Mad. Men ingen Lægmand må
      spise deraf.
 14.  Når nogen af Vanvare kommer til at spise af det hellige, skal
      han erstatte Præsten det hellige med Tillæg af en Femtedel.
 15.  Præsterne må ikke vanhellige de Helliggaver, Israeliterne yder
      HERREN,
 16.  og således bringe Brøde og Skyld over dem, når de spiser deres
      Helliggaver; thi jeg er HERREN, som helliger dem.

 17.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 18.  Tal til Aron og hans Sønner og alle Israeliterne og sig til dem:
      Om nogen af Israels Hus eller af de fremmede i Israel bringer
      sin Offergave, hvad enten det er deres Løfteoffer eller
      Frivilligoffer, de bringer HERREN som Brændoffer,
 19.  så skal I bringe dem således, at I kan vinde Guds Velbehag, et
      lydefrit Handyr af Hornkvæget, Fårene eller Gederne;
 20.  I må ikke ofre noget Dyr, der har en Legemsfejl, thi derved
      vinder I ikke eders Guds Velbehag.
 21.  Når nogen bringer HERREN et Takoffer af Hornkvæget eller
      Småkvæget enten for at indfri et Løfte eller som Frivilligoffer,
      da skal det være et lydefrit Dyr, for at det kan vinde Guds
      Velbehag; det må ingen som helst Legemsfejl have;
 22.  et blindt Dyr eller et Dyr med Brud på Lemmerne eller et såret
      Dyr eller et Dyr, der lider af Bylder, Skab eller Ringorm,
      sådanne Dyr må I ikke bringe HERREN, og I må ikke lægge noget
      Ildoffer af den Slags på Alteret for HERREN.
 23.  Et Stykke Hornkvæg eller Småkvæg med en for lang eller
      forkrøblet Legemsdel kan du bruge som Frivillig offer, men som
      Løfteoffer vinder det ikke Guds Velbehag.
 24.  Dyr med udklemte, knuste, afrevne eller bortskårne Testikler må
      I ikke bringe HERREN; således må I ikke bære eder ad i eders
      Land.
 25.  Heller ikke må I af en Udlænding købe den Slags Dyr og ofre dem
      som eders Guds Spise, thi de har en Lyde, de har en Legemsfejl;
      ved dem vinder I ikke Guds Velbehag.

 26.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 27.  Når der fødes et Stykke Hornkvæg, et Får eller en Ged, skal de
      blive syv Dage hos Moderen; men fra den ottende Dag er de
      skikkede til at vinde HERRENs Velbehag som Ildoffergave til
      HERREN.
 28.  I må ikke slagte et Stykke Hornkvæg eller Småkvæg samme Dag som
      dets Afkom.
 29.  Når I ofrer et Lovprisningsoffer til HERREN, skal I ofre det
      således, at det kan vinde eder Guds Velbehag.
 30.  Det skal spises samme Dag, I må intet levne deraf til næste
      Morgen. Jeg er HERREN!
 31.  I skal holde mine Bud og handle efter dem. Jeg er HERREN!
 32.  I må ikke vanhellige mit hellige Navn, for at jeg må blive
      helliget blandt Israeliterne. Jeg er HERREN, som helliger eder,
 33.  som førte eder ud af Ægypten for at være eders Gud. Jeg er
      HERREN!


Project Runeberg, Thu Dec 20 01:07:54 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dkbibel/03_22.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free