- Project Runeberg -  Bibelen /
4. Mosebog 8

(1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

4.Mosebog 8

  1.  Og HERREN talede til Moses og sagde:
  2.  Tal til Aron og sig til ham: Når du sætter Lamperne på, skal du
      sætte dem således, at de syv Lamper kaster Lyset ud over Pladsen
      foran Lysestagen!
  3.  Det gjorde Aron så; han satte Lamperne på således, at de vendte
      ud mod Pladsen foran Lysestagen, som HERREN havde pålagt Moses.
  4.  Men Lysestagen var lavet af Guld i drevet Arbejde, fra Foden til
      Kronerne var den drevet Arbejde; efter det Forbillede, HERREN
      havde vist ham, havde Moses lavet Lysestagen.

  5.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  6.  Udtag Leviterne af Israelitternes Midte og rens dem!
  7.  Således skal du gå frem, når du renser dem: Stænk Renselsesvand
      på dem og lad dem gå hele deres Legeme over med Ragekniv, tvætte
      deres klæder og rense sig.
  8.  Derpå skal de tage en ung Tyr til Brændoffer med tilhørende
      Afgrødeoffer af fint Hvedemel, rørt i Olie, og du skal tage en
      anden ung Tyr til Syndoffer.
  9.  Lad så Leviterne træde hen foran Åbenbaringsteltet og kald hele
      Israelitternes Menighed sammen.
 10.  Når du så har ladet Leviterne træde frem for HERRENs Åsyn, skal
      Israeliterne lægge deres Hænder på Leviterne.
 11.  Derpå skal Aron udføre Svingningen med Leviterne for HERRENs
      Åsyn som et Offer fra Israeliterne, for at de kan udføre HERRENs
      Arbejde.
 12.  Så skal Leviterne lægge deres Hænder på Tyrenes Hoved, og
      derefter skal du ofre den ene som Syndoffer og den anden som
      Brændoffer til HERREN for at skaffe Leviterne Soning.
 13.  Derpå skal du stille Leviterne frem for Aron og hans Sønner og
      udføre Svingningen med dem for HERREN.
 14.  Således skal du udskille Leviterne fra Israeliterne, så at
      Leviterne kommer til at tilhøre mig.
 15.  Derefter skal Leviterne komme og gøre Arbejde ved
      Åbenbaringsteltet; du skal foretage Renselsen og udføre
      Svingningen med dem,
 16.  thi de er skænket mig som Gave af Israelitternes Midte; i Stedet
      for alt hvad der åbner Moders Liv, alle førstefødte hos
      Israeliterne, har jeg taget mig dem til Ejendom.
 17.  Thi mig tilhører alt det førstefødte hos Israeliterne, både af
      Mennesker og Kvæg. Dengang jeg slog alle de førstefødte i
      Ægypten, helligede jeg dem til at være min Ejendom.
 18.  Jeg tog Leviterne i Stedet for alt det førstefødte hos
      Israeliterne
 19.  og skænkede Leviterne som Gave til Aron og hans Sønner af
      Israelitternes Midte til at udføre Israelitternes Arbejde ved
      Åbenbaringsteltet og skaffe Israeliterne Soning, for at ingen
      Plage skal ramme Israeliterne, om de selv nærmer sig
      Helligdommen.

 20.  Og Moses, Aron og hele Israelitternes Menighed gjorde således
      med Leviterne; ganske som HERREN havde pålagt Moses med Hensyn
      til Leviterne, gjorde Israeliterne med dem.
 21.  Leviterne lod sig rense for Synd og tvættede deres Klæder, og
      Aron udførte Svingningen med dem for HERRENs Åsyn, og Aron
      skaffede dem Soning, så de blev rene.
 22.  Derpå kom Leviterne for at udføre deres Arbejde ved
      Åbenbaringsteltet under Arons og hans Sønners Tilsyn; som HERREN
      havde pålagt Moses med Hensyn til Leviterne, således gjorde de
      med dem.

 23.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 24.  Dette er, hvad der gælder Leviterne: Fra Femogtyveårsalderen og
      opefter skal de komme og gøre Tjeneste med Arbejdet ved
      Åbenbaringsteltet.
 25.  Men fra Halvtredsårsalderen skal de holde op med at gøre
      Tjeneste og ikke arbejde mere;
 26.  de kan gå deres Brødre til Hånde i Åbenbaringsteltet med at tage
      Vare på, hvad der skal varetages; men Arbejde skal de ikke mere
      gøre. Således skal du gøre med Leviterne i alt, hvad de har at
      varetage.


Project Runeberg, Thu Dec 20 01:07:55 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dkbibel/04_08.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free